skip to Main Content

Kan autopiloten lande bedre end piloten?

Q: Jeg har prøvet som passager i trafikfly at lande i sidevind. Piloten fortalte at han landede flyet manuelt. En bekendt fortalte mig at ILS kan lande flyet bedre end piloten, hvorfor bruger han så ikke dette system i sidevind?

A: Ovenpå en relativt blæsende vinter er spørgsmålet jo ganske interessant og relevant.

ILS betyder Instrument Landing System. Det er egentligt lidt misvisende, da ILS’en reelt kun guider os til en position, hvorfra vi kan lande flyet. ILS er dog ganske præcist, og koblet med mindst to autopiloter samt en række andet udstyr i flyet, kan det ganske rigtigt guide flyet til en automatisk landing under visuelle forhold med dårligere sigtbarhed, end vi piloter må og kan lande under.

Autoland, som dette kaldes, har dog sine begrænsninger. Kraftig vind er en af dem. På ‘min’ Airbus må jeg eksempelvis lande i op til og med 38 knob (19 m/s) sidevind, mens autopiloten er begrænset til 20 knob (10 m/s).

Autopiloten er også blot en computer. Den kan ikke tænke selv, kan ikke se fremad, og kan ikke bruge sin erfaring. Autopiloten kan således ikke, eller kun i begrænset omfang, kombinere aktuelle forudsætninger med eksempelvis forholdene på jorden. For en måned siden havde jeg under anflyvning til Londons Gatwick lufthavn i 3000′ (1000 m) højde en sidevind på 101 knob! På jorden blot 38 knob. Og så skulle vi lige igennem en regnbyge. Det kunne autopiloten ikke håndtere da den ikke kan se bygen eller forudse den turbulens vi skulle igennem.

Ofte kalder både passagerer og piloter en blød landing for en god landing. Det forholder sig nu ikke sådan, men det gør det da altid lidt sjovere at sige farvel til passagererne efter en dejlig blød landing. Personligt har jeg kun én enkelt gang oplevet, at autopiloten lavede en rigtig ‘smørlanding.’ Den havde jeg nu ingen skrupler over at tage æren for…… 🙂

Jeg drister mig dette ene eksempel til trods, at postulere, at din bekendte tager fejl. Autopiloten kan ikke lande flyet bedre end piloterne. Og selv i de ganske få tilfælde, hvor den kan, så husk på, at der stadig sidder et par piloter og programmerer den, og overvåger, at den nu også gør som den skal. Autopilot eller ej, i sidste ende flyves fly af piloter.

Jeg håber dette besvarer dit spørgsmål. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte os for uddybende svar, eller med andre spørgsmål.

På vegne af Spørg Piloten

Med venlig hilsen

Jakob

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top