skip to Main Content

Færøerne, Landing Performance

Q: Jeg skal her til august til Færøerne. En tur jeg glæder mig til.

Vi skal flyve – jeg har aldrig fløjet før. Er Atlantic Airways sikkert at flyve med? Min første flyvetur – til en 1799 meters landingsbane?

Kan et fly virkelig nå at bremse – og komme i luften, på så lidt plads?

A: Atlantic Airways opererer flytypen BAE AVRO 146-RJ og jeg håber at du efter at have læst mit svar, ikke længere vil være nervøs ved at skulle flyve til Færøerne.

Inden vi kaster os ud i landing performance specifikt for denne flytype, så synes jeg vi skal tage et kig på hvordan landing performance egentlig beregnes.

Producenten af enhver flytype skal dokumentere hvor lang bane flyet skal bruge til at starte og lande.

Der er mange faktorer der spiller ind på flyets performance f.eks. flyets vægt, meteorologiske forhold, selve banen (hældning f.eks.) for blot at nævne nogle få. Til at lave alle disse test og beregninger bruger producenten test piloter og omfattende ressourcer i øvrigt. Det er klart at der må kompenseres fra de færdigheder en “test pilot” har i forhold til den “normale pilot”, men der ligger også fejl risici f.eks. i form af validiteten af vejroplysningerne og øvrige operationelle data. Af den grund får man ikke lov at benytte de “rå” tal som producenten kommer op med. I stedet har de internationale luftfartsmyndigheder sammensat et regelsæt for hvilke “tal” der må benyttes af de piloter der til daglig opererer maskinen.

Der er rigtig mange regler og for at holde det relativt simpelt, men alligevel give dig en indsigt – er her et eksempel:

Efter at korrigeret for en række operationelle data og aktuelle vejrforhold opgiver producenten at et givent fly kræver 500 m for at lande (test pilot tal).

“Luftfartsreglerne” opgiver at man for en “tør” bane tillægger en sikkerheds faktor på 67%. Dvs. piloten (den normale) skal forholde sig til et tal der hedder 835 m (500*1,67).

Er banen “våd” tillægger man yderligere 15% – således at den totale sikkerhedsfaktor ryger op på 92%. Dermed kræves der i dette tilfælde 961 m (835*1,15).

Det er klart at ting som modvind og medvind spiller kraftigt ind på landings distancen, men uden at blive for teknisk kan man generelt sige at for alle korrektioner der giver flyet kortere distance er man meget konservativ og for korrektioner der øger distancen opererer man efter et “worst case” scenarie.

Lad os vende tilbage til BAE AVRO 146-RJ. Denne flytype har en vægt på mellem 26.000 kg og 43.000 kg. Den “normale” vægt man vil have ved en landing på Færøerne vil naturligvis afhænge af: antallet af passager ombord, brændstof ombord etc. Den faktiske vægt vil typisk ligge et godt stykke væk fra henholdsvis 26 t og 43 t. Et bud vil være 36t for en typisk operation indtil Færøerne (men det er mit eget bud).

Det mest kritiske er at lande med en medvind med et fuld lastet fly (43t). Den maksimale tilladte medvindskomponent for denne flytype er 15 knob.

Fra performance manualen giver 43t med 15 knobs medvind på en “standard dag” (15 grader, 0 fod, 0 hældning, et tryk på 1013 hecto pascal etc.) = 1740 meter. Den nervøse vil straks hæfte sig ved at det blot giver 59 m til bane enden!!! Her er det vigtigt at slå fast at der allerede er lagt 67% i sikkerhedsfaktor + at landing med fuldvægt er uhyre sjældent samt at man i en sådan situation formegentlig aldrig ville lande i medvind. Lander man i stedet med 15 knobs modvind er tallet = 1185 meter.

I den anden ende af skalaen finder vi 26t med 40 knobs modvind (standard dag)- det giver 640 meter.

Den typiske landings distance vil jeg tro findes ved 36t og 10 knobs modvind, hvilket er opgivet til 1060 meter.

Så i alle tilfælde ville jeg som passager sætte mig tilbage og nyde turen og glæde mig over at jeg fik muligheden for at opleve en fantastisk ø med en fantastisk natur.

 

Jeg håber dette kan være med til at berolige dig lidt – du er meget velkommen til at stille yderligere spørgsmål – men ellers håber jeg at du får en god første flyvetur og at dette er starten på mange gode oplevelser i “luften”.

På vegne af spoerg piloten,

Søren

Kommentarer

kommentarer

This Post Has One Comment

  1. Atlantic Airways har lige købt en speciel lavet A319 som kan lande på Vagar som skal bruges til CPH over sommeren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top