Q: Jeg var ude og flyve med en Airbus 320 og da vi skulle til…
Hvor sidder bremsen på flyet?
Q: Som overskriften siger; hvor sidder bremsen på flyet?
Altså når har ramt landingsbanen og der begyndes på at bremse ned, her tænker jeg ikke på spoilers eller reverse, men simpelthen bremsen til hjulene! Er det “fodpedalerne” som man også styrer haleroret med eller? Jeg er stor bruger af flight simulator, men ved bare ikke hvor bremsen er, andet end på joysticket!
A: Tak for din mail og spørgsmål vedrørende bremserne på flyene. Nu har du jo selv en del erfaring fra flight simulator, men det er jo svært at få det til at ligne virkeligheden 100%.
Samtlige fly jeg har fløjet, har haft bremserne i pedalerne ja – de samme fodpedaler, som du styrer haleroret med. Man skal med tæerne eller spidsen af foden trykke på toppen af pedalen for at aktivere bremserne, som så bremser på hver sin side. Dvs. at du kan bremse forskelligt på hver side og på den måde også styre flyet lidt. På mindre fly er der “kun” denne måde til at bremse flyet ned med. På større fly vil der typisk være et hydraulisk bremsesystem og en “autobrake” funktion.
Autobrake fungerer således at når flyets landingsstel komprimeres (i forbindelse med touchdown) vil det aktivere en “air ground logic” hvorefter at flyets ground spoilers aktiveres og nærmest samtidig hermed vil flyets bremser blive aktiveret vel og mærke uden at piloten træder på førnævnte bremsepedaler. Sideløbende hermed vil piloterne normalt anvende en grad af reversering… reversering vil sige at en portion af den strøm af luft der “suges” ind i motoren bliver vendt rundt og blæst i modsat retning…
I forbindelse med takeoff vil piloterne anvende “RTO” (rejected takeoff). I denne konfiguration vil flyet automatisk (over en vis hastighed) begynde en kraftig nedbremsning i det øjeblik at piloten vælger at lukke for thrust levers (gassen).
Det piloter indstiller ved autobrake indstillingen er en bestemt decelerations rate (oven over har jeg valgt at vise autobrake fra en B737, hvor piloten har muligheden mellem 1, 2, 3 og max). Trykket til bremserne vil blive reguleret alt efter hvor hurtigt flyet bringes til stop ved brug af de andre metoder vi har for at nedbremse flyet (udover bremserne). Ofte benyttes der ikke fuld reverse (specielt ikke om natten) da dette giver megen støj. Vi har adgang til manualer der viser os hvor lang bane vi skal bruge – når vi går ind i graferne tages der hensyn til en række parametre såsom vind, banehældning, vægt (flyets), flap setting og autobrake setting. Såfremt piloten træder på bremsen manuelt i forbindelsen med landings afløbet eller at vi manuelt trækker spoilers ind, vil det automatiske bremsesystem slå fra og overlade os til manuel bremsning – dette er typisk noget vi gør når flyet når ned til en hastighed på ca 60 km/t. Hvis ikke man får gjort dette helt elegant, så kan det måske føles som om der sker et lille “ryk” (ubetydeligt for sikkerheden) i flyet når vi overgår til manuel bremsning – eller det kan være at vi træder lidt hårdt på den manuelle bremse, så det lige pludselig føles som om at man ryger frem i sædet. Dette kan f.eks. ske hvis man har “floatet” lidt – dvs. ikke opnået touchdown på det ønskede sted… Det er klart at floater man betragteligt, vil landingen blive afbrudt og man vil foretage en “go around” og herefter gøre klar til en ny landing.
Prøv evt. at ligge mærke til næste gang du lander i København på bane “22L” (den hvor man har udsigt til broen på venstre hånd under sidste del af anflyvningen)…mange piloter vil forsøge at nå at dreje af ved B4 eller B5 – da B3 ligger et godt stykke nede af banen. Hvis ikke man har en pæn modvind og flyet (f.eks. B737) er godt fyldt vil det kræve lidt opbremsning. Lander man derimod den modsatte retning 04… vil piloterne som regel vælge at lade flyet rulle meget mere nænsomt ned af banen.
På propel fly vil indstilling på propellen ændres efter touchdown og man kan også bruge reverse… igen samme princip som med en jet motor, hvor man forsøger at anvende motorerne til at bremse med. Da anvendelsen af mange af disse opbremsnings metoder bygger på at forskellige systemer fungerer optimalt – vil ens landings beregninger ofte IKKE være baseret ved brug af disse. De fleste større jet passager fly skal bruge ca 1200 meter til at bremse uden at man som passager føler det ubehageligt…. en propel flyver (f.eks. ATR) vil ofte bruge en del mindre banelængde. Et lille propel fly (4 pers C172 f.eks.) kan med lidt øvelse landes på ca 300 m. Specielle fly (STOL – short takeoff and landing) har helt fantastiske egenskaber – man tror knap sine øjne – se f.eks. her:
Jeg håber, at dette svar var fyldestgørende nok. Ellers må du endelig skrive tilbage, så skal jeg nok prøve at uddybe nærmere.
Med venlig hilsen,
Simon A. Schmidt
This Post Has 0 Comments