skip to Main Content

Flyskræk

Q: Hej, først og fremmest en stor tak fordi I stiller jeres kompetencer og viden om flyvning til rådighed for borgere, som er afskåret fra at gennemføre en flyvning pga flyskræk. Det er et stort tab af kontrol at vælge flyvning og en kæmpe tillid til den forreste mand i cockpittet.

Min mand, vores to børn og jeg, skal snart opfylde en stor drøm om en tur til USA. Desværre, er jeg som en del andre, virkelig helt ekstremt flyskræk og skriver fordi jeg lige nu overvejer at aflyse rejsen. Vi skal flyve med British Airways fra Heathrow den 13 juli 2014 mod New York, og den 28 juli skal vi flyve tilbage til Heathrow fra Washington lufthavn. Jeg ved ikke ret meget om flyvning, hvilket min fornuft siger mig, er et ret gældende moment i min usikkerhed og frygt for at falde ned med den her store Boeing 747 som vi skal flyve med.

Jeg kan forstå, at der lige nu hersker en Tropisk orkan på USAs østkyst, også kaldet “Arthur”, og denne “Arthur” har desværre min fulde opmærksomhed, og jeg vil meget gerne vide, om vi mon kan være sikre på, at piloten vælger at indstille flyvningen, hvis denne storm raser over østkysten i juli måned?

Samtidig har jeg nøje studerer vejrudsigten og kan se, at der lokalt på destinationen ser ud til at blive kraftigt stormvejr den 13 juli og det gør mig helt vildt bange for, om vi mon havner i træls turbulens eller i værste fald, at flyets Stall – alarm udløses fordi flyet pga tordenvejret pludselig taber højde.

Samtidig har jeg læst om de her farlige cumulonimbus skyer, som stikker helt op til 12.000-13.000 meters højde, og som en pilot har udtalt, er temmelig farlige at flyve igennem. Tænker, om de såkaldte CB’er er livsfarlige og om de ofte optræder på denne rute over atlanten? Vi vælger gerne en anden rute, både ud og hjem, såfremt det kan have nogen indflydelse på risikoen for ryge ind i en tropisk storm eller opleve træls turbulens. Har selvfølgelig også den her skrækkelige fly ulykke for ca 5 år siden in mente, hvor et Air France fly styrtede ned, måske pga ekstrem turbulens og fejl på hastigheds sensorerne?

I hvert fald en grusom hændelse, som jeg håber piloterne har gjort erfaringer af.

Dertil kommer, om det er piloten selv der bestemmer om en flyvning skal gennemføres eller aflyses? Og, er der typisk mere turbulens over atlanten i juli måned end på andre tidspunkter?

Og, nu til det sidste spørgsmål, hvis nu det værste sker og flyet styrter ned i atlanterhavet, er det så overhovedet muligt, at nødlande på atlanterhavet, uden at flyet knækker midt over eller synker?

På forhånd mange tak for hjælpen! Venlig hilsen fra den måske kommende fly passager.

A: Først en tak for dine rosende ord. Det varmer og motiverer.

Jeg skal love for, at du har noget på hjertet. Du gør dig tydeligt en del tanker og, set fra min side, skyldes en del af det den sensationjournalistik man desværre bliver bombarderet med.

Som du selv skriver, er du langt fra den eneste, der har angst for at flyve og på grund af dette må indskrænke deres handlinger. Inden jeg går i gang med at svare på dine spørgsmål, så vil jeg gerne rose dig for, at du anerkender din angst og faktisk også selv har en ide til, hvor den kommer fra. Og jeg synes det er godt, at du ikke lader dig styre af din angst og stadig har lyst til at gennemføre dine drømme!

Og så til dine spørgsmål.

Man flyver ikke, hvis vejret ikke er til det. Det vil ikke være første gang, at flyvninger bliver indstillet, hvis der er en storm på vej – det kan du være helt sikker ved. Specielt USAs østkyst er bekendt for at levere en del storme. Hurricane season begynder 1. juni og varer 6 måneder. Der er dog noget der tyder på, at den er startet meget langsomt i år på grund af El Nino – http://en.wikipedia.org/wiki/El_Niño

En præcis vejrudsigt kan ikke forudsige vejret om 2 uger. Man kan kun se tendenser til i hvilken retning det måske kan gå. Hvis du vil have en vejrudsigt, du kan stole på, kan du maksimalt se cirka tre dage ud i fremtiden.

Et fly staller ikke fordi det flyver ind i en storm. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre. Piloterne på Air France flyet handlede forkert og på grund af ulykken er der kommet nye forskrifter for hvordan man skal forholde sig ved et stall. Flyveren stallede på grund af piloterne og ikke på grund af stormen.

CB’er er farlige da de har kraftige op- og ned-vinde og meget store hagl som kan gøre skade på flyvemaskinen. Derfor flyver man ikke ind i CB’er. Alle kommercielle flyvemaskiner er udstyret med vejrradar, så man kan se disse CB’er og undgå dem; både dag og nat. CB’er forekommer over alt i verden og er altså ikke kun et fænomen man finder over Atlanten – http://en.wikipedia.org/wiki/Cumulonimbus_cloud

En nødlanding på vandet behøver du ikke at bruge for meget af din energi på. Flyets motorer er i dag så stabile, at en motorfejl ikke er noget vi regner med, når vi flyver. Derudover har vi som minimum også to motorer. Og selv med en motor kan man uden problemer flyve hele vejen over Atlanten.

Jeg håber, at jeg har fået svaret på alle dine spørgsmål, og jeg ønsker Jer en rigtig god ferie. Husk at tage i lufthavnen i god tid, da der altid er godt fyldt i lufthavnen her i sommerferien.

Husk også ESTA ansøgning og sygesikring til USA! DU SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ AT VISSE SIDER TAGER OVERPRIS FOR ESTA ANSØGNINGEN!

Her er hvad vi oplever som værende den direkte og prisvenlige vej. ESTA bør koste ca 14 USD.

https://esta.cbp.dhs.gov/esta/application.html;jsessionid=G1tKXfpBLyG3pLKKTyFg8hDyXMTGr2zphMvR6jvqnhc89FNlnn7n!-506913110?execution=e1s1

På vegne af spørg piloten og med venlig hilsen

Anders

Kommentarer

kommentarer

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top