skip to Main Content

Kan man risikere at landingshjulene ikke vil folde sig ud, og hvis der her er en risiko, er der så noget man kan gøre ?

Q:  Vi er en familie på 5 der planlægger en ferie til Tyrkiet til efteråret. Jeg er ENORMT bange for at flyve. Har både klaustrofobi, dødsangst og højdeskræk og vil til hypnotisør inden da. Det skal lige siges at jeg for mange år siden var i Grækenland og flyturen gik super fint, men flyskrækken er først kommet efter jeg har fået børn. Mit spørgsmål er (jeg kan ikke finde noget info om det på nettet) kan man risikere at landingshjulene ikke vil folde sig ud, og hvis der her er en risiko, er der så noget man kan gøre ?

A: Tak for din email og for at du har fortalt så åbent omkring hvordan du har det med at skulle flyve. Du er allerede kommet langt i mine øjne eftersom du 1) har erkendt at det begrænser dig 2) at du kan tale så åbent omkring det.

Jeg syntes bestemt at det lyder som en god plan at forsøge at forbedre dit forhold til at flyve. Såfremt man selv er villig til at ligge et stort stykke arbejde og i nogen grad også betale lidt for det – så mener jeg er oddsene er ret gode.

Personligt har jeg ret gode erfaringer med at man via en række samtaler og måske en flyvetur sammen – kan gøre en stor forskel. Vi har tænkt på om vi via spørg piloten skulle udbyde kurser, men da vi tror på at man opnår de bedste resultater en til en – så betyder det desværre også at prisen for de fleste vil betyde at de lige vil prøve nogle andre muligheder først. Hvis du har lyst vil jeg gerne uddybe hvordan et forløb kunne se ud og hvad prisen ca. vil være.

Men til dit spørgsmål.

Det afhænger lidt af flytype, men for de fleste fly skal der ske en fejl på en række systemer, før at man har en situation hvor at landingsstellet ikke vil folde sig ud som planlagt. Som med mange ting i flyvning, så har man backup systemer og når vi taler om landingshjulene er det ofte et hydraulisk system der anvendes. De fleste fly har desuden landingshjul der er designet således at de kan folde sig ud ved simpelt “free fall”. Det vil sige at vi fra flight deck kan aktivere den mekaniske der holder hjulene oppe og så kan hjulene (uden brug af hydraulik) folde sig ud i position.

Piloter er ofte meget fokuseret på “performance” og “brændstof”. Performance betyder hvordan flyets evne er til f.eks. at stige i højden og med brændstof mener jeg hvor længe vi kan holde os flyvende. Fly er designet således at de stadig kan flyve ved bortfald af en motor, så når begge motorer opererer, kan man sige at vi (på en tomotoret flyvemaskine) har dobbelt så megen motor kraft som vi i realiteten behøver. At flyve med landingshjulene nede er ikke særlig godt for hverken performance eller brændstof forbrug da det giver flyveren en masse modstand – men det er dog ikke fordi at flyet (selv med en motor) ikke kan flyve sikkert. På grund af modstanden og det dermed højere brændstofforbrug vælger piloterne ofte hurtigt efter start at trække landingshjulene op – og omvendt vælger piloterne relativt sent at folde landingshjulene ud. Det kan være at piloterne ikke har nogen indikation på at der er en fejl på landingshjulene og at det først er når de vælger at folde landingshjulene ud – og der ikke “sker noget” at de bliver opmærksomme på problemet. Jeg håber du “hænger i” endnu – der er mening med galskaben og al den information jeg fortæller her – det lover jeg!

I og med at piloterne ret sent bliver opmærksomme på problematikken (som igen er højst utænkelig) så er det ikke sikkert at de kan nå at gennemgå checklister mm hvor der står beskrevet alle de ting vi skal forsøge for at løse problemet. Derfor vil et problem med landingshjulene højst tænkelig føre til en såkaldt “go around” (afbrudt landing) hvorefter piloterne vil bringe flyet up i sikker højde hvorefter de sikkert vil sørge for at flyet får lov til at flyve en “holding” (ventemønster – flyvning i cirkler om man vil). Når flyet er i en “holding”, hvilket flyet kan flyve automatisk – så skal piloterne ikke i samme grad koncentrere sig om andre fly, højde ændringer osv – vi får med andre ord optimale vilkår for at koncentrere os. Grunden til at jeg fortæller dig alle disse ting, er for at give dig indsigt i hvad der foregår “ude foran” skulle du mod alle ods komme ud for dette scenarie som jeg forestiller mig du er skrækslagen for. På intet tidspunkt i hvad jeg har beskrevet for dig her har der været “fare” for hverken fly eller mennesker – vi taler om et meget kontrolleret scenarie. Piloter (flyselskaber) er ved lov tvunget til altid at medbringe brændstof reserver for sådanne uforudsete hændelser, så vi taler heller ikke om at flyet er ved at løbe tør for brændstof.

Igen afhænger det lidt af flytype – men såfremt der er en fejl på landingshjulene så er de 3 mest sandsynlige scenarier i mine øjne:

1) Landings hjulene folder sig ud ved brug af et alternativt udfældnings system

2) Landings hjulene folder sig ud ved hjælp af “free fall”

3) Flyet skal lande med et eller flere landingshjul der ikke er slået ud

Jeg kan forestille mig at du straks tænker “åh nej vi dør” når du læser alternativ 3. Det forstår jeg godt – men det er der i mine øjne ikke nogen grund til.

Det er klart at såfremt flyet skal lande med et eller flere landingshjul der ikke er slået ud – eller sågar ALLE landingshjul ikke slået ud… ja, så bliver det ikke en “normal” landing. Kabine personalet vil udstede en række instruktioner, blandt andet hvordan du skal gå i “brace brace” positionen. Der vil helt sikkert være en intens stemning om bord og jeg kan godt forstå frygten. Hvis vi taler om frygt på en skala fra 1- 10 hvor 1 er overhovedet ikke bange og hvor 10 er ”jeg er sikker på at jeg skal dø nu” – så vil jeg tro at de fleste passagerer vil være på 9- 10 stykker. Som pilot (skulle det ske for mig en dag) vil jeg også være lidt bekymret – men som pilot er jeg nok nærmere 4- 5 stykker. Det skyldes måske at jeg er overbevist om at chancerne for at vi lander og vi alle overlever er meget, meget høj. Det er klart at udfaldet i nogen grad kommer til at afhænge af pilotens landing – men flyet er bygget til at kunne lave en “mavelanding” dvs. med alle landings hjulene oppe. Efter en mave landing vil jeg dog tro at flyet aldrig kommer til at flyve igen, da det vil formodentlig være for dyrt (eller ikke muligt) at lave flyet. Såfremt at vi taler om at et eller flere landingshjul ikke har foldet sig ud, så er det klart at flyet i løbet af landingen vil “hælde” til den side hvor der ikke er et hjul til at støtte flyets vægt – men situationen er i mine øjne lidt den samme – flyet kan godt holde til det.

Der vil naturligvis ske en ret stor varme udvikling når flyets materiale kommer i kontakt med landings banen – derfor vil brandfolkene på lufthavnen sikkert oversprøjte landingsbanen med en særlig form for brandhæmmende skum som skal forhindre at der opstår mulighed for en efterfølgende brand.

Da det ikke er realistisk at man kan få “trapper” til flyet – så vil passagerer og besætning nok forlade flyet via “nødudgangene” og det er faktisk ofte her at de fleste skader opstår… Skaderne er typisk “mindre” så som, forstuvet eller måske endda brækkede lemmer. Der vil være et stort antal brand og rednings mandskab når flyet lander, hvilket sikkert bidrager til “stemningen” – men overall så taler vi om en situation hvor at oddsene for et lykkeligt udfald (uden tab af menneske liv) er rigtig, rigtig højt.

Som en afsluttende bemærkning – så vil piloterne ofte ikke kunne få landingshjulene op igen, såfremt de har benyttet det alternative eller free fall udfældnings system – og da det ikke er særlig økonomisk eller godt for performance af flyet – så vil piloterne ikke udfælde landingshjulene før at alle checklister er lavet, kabinen er briefet og evt. redningspersonale er på plads med materiale, skum mm og den optimale lufthavn for landingen er fundet. Der vil derfor sikkert gå en rum tid før at du vil høre landingshjulene komme ud.

Skulle det ske, så vil jeg håbe at der på dagen er nogen højt professionelle og erfarne piloter om bord, der ikke glemmer hvor vigtigt det er at forklare passagerne præcis hvad der sker. Jeg har dyb respekt for alle mine kollegaer i branchen og jeg vil ikke være med til at starte et rygte om hvilke selskaber der måske har de bedste piloter og den slags – generelt vil jeg dog mene at de mere etablerede selskaber BA, Lufthansa og SAS f.eks. (bestemt ikke en komplet liste)  har en rigtig god trænings afdeling hvor piloterne bliver trænet rigtig godt.

Jeg håber virkelig at i alle får en fantastisk ferie (og flyvetur) til Tyrkiet. Du kan måske finde lidt brugbar information omkring fly angst i nogle af vore ældre indlæg på siden. Jeg håber dette besvarede dit spørgsmål/ henvendelse tilfredsstillende. Du skal være velkommen til at skrive igen til os. Har du forøvrigt været forbi vores facebook profil? Hvis ikke så søg på spørg piloten på facebook – på facebook siden kan du følge med når der er nye indlæg og deltage i debatten – det varmer i øvrigt altid med et nyt “like” 😉

På vegne af spørg piloten og med venlig hilsen

Søren



Kommentarer

kommentarer

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top