Det afhænger måske lidt af flytype. For fly såsom A319, B737 etc eller større -…
Hvor meget brændstof bruger et fly på at lette og lande?
Q Jeg er ved at lave en opgave i matematik, hvor jeg har brug for at vide, hvor meget brændstof et fly bruger generelt f.eks. i forbindelse med at lette og lande?
A: Det kan naturligvis kun blive generelt, da det naturligvis afhænger af hvilken flytype du taler om samt af faktorer såsom flyets vægt og vind og vejr.
Selv på en fast rute vil der være afvigelser i forhold til hvor meget brændstof piloterne vælger at medbringe. Det forholder sig normalt således at piloterne i samråd, kort forud for flyvningens påbegyndelse vil tage en beslutning i forhold til brændstof. På en flytype som f.eks. A319, B737 vil man normalt bruge ca 3000 liter brændstof på at nå sin rejsehøjde. På rejsehøjden bruger flyet ca. 20 liter i minutter per motor (dvs, 2400 liter i timen) og den typiske hastighed (groundspeed) vil være omkring 800 km/t. Under indflyvningen (nedstigningen) vil man under optimale forhold kunne holde motorerne i tomgang helt frem til sidste stadie af anflyvningen, når man begynder at benytte flaps samt sinke landingshjulene – det er ikke unormalt at man på en indflyvning ”kun” anvender under 1000 liter brændstof – hvilket er i skarp kontrast til de 3000 liter liter det ”kostede” at komme derop.
På en tur fra f.eks. København til Alicante med en A319 eller B737 vil et groft bud være omkring 10.000 liter brændstof. En B737 kan medbringe ca 26.000 liter brændstof fordelt i 3 tanke. På grund af krav om ”reserver” ser det sjældent at man ser en B737 indsat på ruter der kræver over 6 timers flyvning.
Det er klart at der på langdistance fly (samt større fly) medbringes væsentlig mere brændstof. På min nuværende flytype (B787) kan vi medbringe 100.000 Liter mere end en B737. B787 er et af Boeings helt nye fly og det er bemærkelsesværdigt at selvom vi taler om et fly der vejer ca 3 gange så meget som en B737, så har man på rejsehøjden på en B787 blot et brændstof forbrug på ca 30 liter i minuttet per motor – dvs. kun 1,5 højere end på en B737. Dette er vel og mærke med en rejsehastighed for B787 på ca 900 km/t, med en væsentlig mere behagelig og støj svag kabine – det siger lidt om udviklingen. Det er dog ikke kun Boeing der kan bygge højteknologiske fly – A350 er ligeledes imponerende.
På vegne af spoerg-piloten samt med venlig hilsen.
Søren
This Post Has 0 Comments