Selvfølgelig afhænger svaret af hvilken helikoptertype vi taler om, men for en større helikopter f.eks.…
Turbulens over Atlanten
Q: Jeg har fløjet fra Washington DC til København de sidste 30 år mere eller mindre regelmæssigt. Sidste år, da vi (min familie og jeg) var på vej hjem oplevede vi en hel del turbulens.
Jeg er har ikke decideret flyskræk, men turbulens gør mig ret bange
Jeg synes ikke der har været turbulens i det omfang tidligere.
Er det noget man skal forvente også vil ske på vores tur i år? Eller har vi bare været uheldige?
A: Turbulens kan altid opstå på en flyvetur. Når man flyver over Atlanten flyver man tit i de jetstrømme som går i retning vest øst. På vejen til Washington vil man selvfølgelig prøve at undgå at flyve i dem da man har modvind. Nu er det ikke sådan at man helt præcist selv kan vælge hvor man vil flyve. Der bliver hver dag lavet nye ruter mellem Europa og USA. Disse ruter bliver opbygget med baggrund i vejrforholdene. Hvis man flyver på en rute med en jetstrøm og man kommer til at ligge på kanten af jetstrømmen så kan det blive turbulent. Det er også turbulent at flyve ind i og ud af turbulensen.
Ud over jetstrømme er der også orkaner som er sæsonbetingede. De starter normalt sidst på sommeren og kommer jævnligt i op til flere måneder. Hvis ruten går tæt forbi en orkan kan det også medføre at turen bliver turbulent.
Som du sikkert allerede ved, men for en god ordens skyld gentager jeg lige… Turbulens er ikke farligt og flyvemaskinerne er bygget til at flyve i turbulens. Turbulens er selvfølgelig ubehageligt at flyve i og vi gør alt hvad vi kan for at gøre det behageligere hvis vi skulle flyve igennem et område med turbulens. Man kan f.eks. flyve langsommere eller man kan spørge andre flyvemaskiner om de har turbulens i den højde de flyver i. Så kan man enten stige eller gå ned i en lavere højde.
Mit råd til dig er at have dit sikkerhedsbælte spændt, det behøver ikke være stramt som ved start og landing. Så er du sikret, skulle der pludselig opstå turbulens. Flyver du om natten så spænd sikkerhedsbæltet uden på tæppet, hvis du har sådan et over dig. Så slipper du for at blive vækket, når kabinepersonalet skal kontrollere om alle passagerer er fastspændt. Det skal de nemlig hvis vi sætter skiltet med spænd sikkerhedsbæltet på.
This Post Has 0 Comments