Tak til dem der har skrevet til os. Vi er som udgangspunkt glade for at…
Timelang overflyvning – støjgener
Q: Jeg bor i Hørsholm og vil gerne vide om det er tilladt at overflyve vores beboelsesområde i flere timer. Det lader til at være et lille privatfly, som har fløjet hen over vores område siden kl 19 og kl er nu 21.30 og den brummen fra motorerne er næsten ikke til at holde ud. Hvilken myndighed kan man henvende sig til desangående?
På forhånd mange tak for hjælpen
Yvonne
A: Hej Yvonne,
Mange tak for din interesse for og henvendelse på vores hjemmeside.
Jeg kan ikke kommentere den aktuelle flyvning, da der kan være mange årsager til flyet har ligget over jeres område i gennem længere tid, men kan give nogle generelle retningslinier for flyvning. Mindre privatfly er typisk enmotorede og flyver i perioder med godt vejr efter det vi kalder VFR – Visuel Flight Rules. Det betyder på godt dansk at men flyver med en finger i kortet og skal have bestemte minimumskrav til sigtbarhed, afstand til skyer, beboelse og deslige.
Afstanden fra beboelsesområder skal minimum være en højde på 1000 fod hvilket svarer ca. 300 meter fra den største hindring inden for en radius på 600 meter. Herfor er undtaget start og landinger.
På dette link kan du læse en sammenskrivning af reglerne
Privatflyvning er de senere år blevet meget reguleret og priserne er steget meget, derfor er der ikke mange der flyver længere. Når vejret bliver godt som nu, skal de fleste ud og have pudset deres færdigheder af og være klar til familiens eller venners sommertogter rundt i landet eller til udlandet. Det du kan have hørt kan have været en træningsflyvning, hvor man øver forskellige procedurer i flyet sammen med en instruktør. Altsammen i sikkerhedens tegn og det kan være lidt støjende mens det står på, da man typisk befinder sig i samme område under det meste af lektionen. Jeg er selv uddannet flyveinstruktør og i vores planlægning, gør vi meget ud af at flyve til områder hvor vi generer mindst muligt.
Netop det sidste gør flyveklubberne meget ud af – se eksempelvis http://www.ekgh.dk som er den nærmeste flyveplads til privatfly i dit område. Kontakt evt. klubben og tag en snak – måske kan de fortælle om den aktuelle flyvning. Uanset kan du i hvert fald læse på deres hjemmeside, at de gør meget for at tage hensyn til miljø og omgivelserne.
Trafik – og Byggestyrelsen er den kontrollerende myndighed i Danmark og man kan henvende sig til dem, hvis man har mistanke om ulovligheder. Jeg kender ikke de nøjagtige forretningsgange, men det er den officielle myndighed.
Jeg håber du kan bruge mit svar og er selvfølgelig meget velkommen til at vende tilbage på enten denne mail eller vores hjemmeside.
Rigtig god sommer,
Med venlig hilsen,
Anders Møller
www.spoerg-piloten.dk
This Post Has 0 Comments