Tak til dem der har skrevet til os. Vi er som udgangspunkt glade for at…
Kan det virkelig have været en drone?
Kan det virkelig have været en drone?
Jeg fløj forleden fra Malaga til København. Midtvejs på ruten kunne jeg ud af vinduet se en drone. Jeg kan naturligvis ikke med sikkerhed sige, at det var en drone, men den lignede i form og størrelse. Jeg vil anslå, at dronen var 3-400 meter fra flyet og i en højde måske 100 meter lavere end flyet. Kan det virkeligt have været en drone? Jeg vil tro, at vi på det tidspunkt befandt os over det sydlige Frankrig.
Ud fra din henvendelse forudsætter vi følgende. I har befundet Jer i kontrolleret luftrum i Frankrig i en højde på ca 10 km højde (33.000- 41.000 fod).
For færden i kontrolleret luftrum (RVSM) gælder at modgående trafik skal adskilles med minimum 1000 ft vertikal adskillelse. For trafik, der så at sige flyver i samme retning, gælder et princip om enten tid eller distance adskillelse horisontalt. De franske flyveledere har ansvaret for at administrere trafikken i deres flight information region (FIR). Umiddelbart vil et luftfartøj, der bevæger sig med blot 1000 ft adskillelse, forekomme at være ret tæt på. Det snyder nemlig nemt.
Ifølge de informationer vi er bekendt med, er det ikke normalt, at civile droner vil operere i den højde I har befundet Jer i. Civile droner flyver normalt i langt lavere højde, og har slet ikke evnen til at være oppe i de højder, som civile fly har deres rejsehøjde i.
Militæret har derimod en række droner, som officielt kan operere i højder op til ca 50.000 ft. Det betyder, de som udgangspunkt godt kan være i de højder. De gældende regler for militærets droner forudsætter dog som udgangspunkt, at militæret ikke anvender droner i civilt luftrum. Indenfor EU diskuteres hvilke regler, der skal være gældende. Du finder mere information omkring denne diskusion her.
Udviklingen inden for segmentet VLJ (very light jet) betyder, at vi i dag har en række meget små business jets. Eksempler kunne være Eclipse 500 eller HondaJet.
På rejsehøjden fremstår VLJ som værende meget små. Vi skal ikke kunne udelukke, at man kan forveksle en VLJ med en drone. I din mail beskriver du ikke yderligere formen for dronen, så vi skal ikke kunne sige om en forveksling kunne være mulig.
En sidste mulighed kunne være en vejrballon. Her er lidt historie om vejrballoner.
En vejrballon siges at kunne nå alt mellem 60.000 og 150.000 ft, så det er absolut muligt, at det har været sådan en, du har set.
Vejrballoner udgør umiddelbart ingen risiko for civile fly. Det er klart, at man vil forsøge at undgå en kollision ved at opsende dem således, at de ikke åbenlyst kommer tæt på de “motorveje”, civile fly benytter sig af.
Selvom vi ikke med sikkerhed kan af- eller bekræfte, hvad du muligvis har set, mener vi ret sikkert at kunne konkludere, at det ikke har været en drone.
Du er velkommen til at skrive til os igen. Vi håber, du har haft en god oplevelse ved at kontakte os.
Happy landings
Spørg Piloten – Ask A Pilot
This Post Has 0 Comments