skip to Main Content

2 eller 4 motorer?

Q: Jeg er 25 år og lider af flyskræk, jeg har faktisk rejst en del frem og tilbage specielt til USA hvor jeg har boet et års tid. Jeg får det fysisk dårligt, men har lært at kontrollere min skræk nogenlunde, jeg har bare et virkelig træls problem når det kommer til atlanten. Det er blevet meget moderne kun at flyve med 2 jetmotorer, 767, 777 eller lignende, når man flyver fra f.eks. København til New york. Mit spørgsmål er, er det mere sikkert at være i et fly med 4 motorer end et med 2 motorer når man flyver over atlanten, hvis den ene motor skulle gå ud af den ene eller anden årsag, kan man så flyve på en? og hvor langt? man er jo midt på havet, mellem, f.eks. Washington og København. Håber i vil svare på mit spørgsmål.
Vh Sanne

A: Hej Sanne
Jeg vil tillade mig at stille et lidt flabet modspørgsmål – tror du luftfartsmyndighederne ville tillade flyvemaskiner at flyve over atlanten hvis de drattede ned hvis en af to motorer satte ud? Jeg kan berolige dig og sige at det ikke er tilfældet. Jeg har selv fløjet mellem Zurich og New York i en B737 som også kun har to motorer og vi var på denne flyvning certificeret til at flyve ETOPS 180 (Extended Twin Operations), som betyder, at vi må være 180 minutter fra en egnet lufthavn. Det normale er 60 minutter. Grunden til, at vi har den tilladelse er, at flyverens systemer og ikke mindst motorerne, da der kun er to, har udvist yderst stabil holdbarhed og at risikoen for at en motor fejler er minimal. Flyveren kan, hvis en motor fejler, godt flyve videre. Den bliver nød til at gå lidt ned i højde (i skrivende stund hvor jeg sidder på en flyvning fra Saudi Arabien til Tyskland er den højde vi skal gå ned til 24.000 fod, hvis vi får en motor fejl) da en enkelt motor jo ikke har samme ydelse som to motorer.

Derudover skal der også være brændstof nok til at kunne flyve den krævede strækning i en lavere højde, da forbruget er højere i lavere højder, da en jetmotor ikke arbejder lige så effektivt og har et højere brændstofforbrug når man flyver lavere. Dette ekstra forbrug er udregnet af vores flight operations som laver vores flyveplaner. De sørger for, at der til enhver tid vil være nok brændstof ombord, skulle det blive nødvendigt at gå ned i højde.

Det vil dog ofte ikke være muligt at flyve til destinationen, og man er derfor nød til at lave en “diversion” til en alternativ lufthavn – kaldet en ETOPS alternate. Der er også et specielt vejrkrav til disse ETOPS alternates som er højere end for en normal alternativ lufthavn. Grundet dette er, at vi jo er længere undervejs, før vi når frem til denne alternative lufthavn, og at vejret skal være så godt, at risikoen for at vejret bliver for dårligt til at lande, inden vi når frem, ikke er til stede.
Jeg håber, at dette indblik i flyvning over lange øde strækninger med 2 motorer har givet dig lidt ro i sjælen, og at du vil kunne nyde din næste flyvetur.

Kommentarer

kommentarer

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top