“Rotate” og brændstof forbrug
Q: Hvad sker der præcis, når der bliver sagt “rotate” Jeg mener, jeg ikke kan se noget fysisk ændrer sig på flyet.
Jeg har prøvet en Quiz på ill.videnskab, og svaret forkert på spørgsmålet om, forbruget af brændstof på B747. Det rigtige svar var 0.8 l. pr km. Det synes jeg lyder meget lidt.
Hilsen Ole
A: Tak for dit spørgsmål. Inden starten udregnes flyets “Performance”. Der tages bla. højde for temperatur, vind, lufttryk, banehøjde og -længde samt evt. forhindringer for enden af banen. På den baggrund udregnes der en række hastigheder. De tre mest signifikante er V1, Vr (Rotate) og V2. V1 er bestemmelseshastigheden før hvilken, starten kan afbrydes og efter skal fortsættes. Med andre ord kan flyet teoretisk set ikke længere nå at stoppes når først V1 er nået og passeret, og derfor skal flyet simpelthen i luften uanset hvad. Vr er den hastighed hvorved flyet bringes i luften. V2 er en sikkerhedshastighed og er den laveste hastighed som må flyves i tilfælde af f.eks. motorstop. Kun V1 og Vr kaldes under starten. Den ene pilot styrer flyet og den anden observerer og assisterer. Under starten kalder den assisterende pilot hastighederne eftersom disse opnås. Altså, “V1” og “Rotate”. V2 kaldes ikke, men figurerer på fartmålerne. Når piloten trækker tilbage i rorpinden reflekteres højderorets rorflader opad og tvinger flyets hale ned og næse op og flyet slipper jorden. Så “Rotate” er simpelthen kommandoen om at flyet skal i luften.
Mvh Frederik Bak-Christensen

This Post Has 0 Comments