For at blive pilot skal man bestå kravene til en “class one medical”. Kravene knytter…
Alvorlig sygdom
Q: Hej
Jeg har for nylig været på ferie med min familie og under vores flyvning til destinationen kom vi til at snakke om, hvem der egentlig får regningen, hvis en passager, bliver så alvorligt syg under en flyvning, at flyet er nødt til at lande før destinationen er nået for at den syge passager kan få behandling.
Når man rejser til f.eks. Tyrkiet bør man jo have en rejseforsikring/sygeforsikring, da Tyrkiet jo ikke er med i EU. Ville det så være forsikringsselskabet, der skal dække de (meget store) omkostninger, der er ved at lande i en lufthavn før destinationen er nået eller får man selv regningen?
Og hvis man rejser fra et EU land til et andet EU land, hvem skal så betale regningen? Ved en rejse mellem to EU lande behøver man jo nødvendigvis ikke at have en rejseforsikring/sygeforsikring, da man jo med det blå sygesikringskort er berettiget til samme behandling som landets borgere. (At det kan være en god ide med en forsikring, er en anden snak).
Venlig hilsen
Tina
A: Hej Tina
Dit spørgsmål har ikke været nemt at svare på, da det ikke ligger lige til højrebenet for en pilot, men jeg har lavet lidt research i juridisk afdeling der hvor jeg arbejder til daglig.
Når et fly nødlander eller laver en sikkerhedslanding kan der være mange forskellige årsager og flyselskaberne forholder sig selvfølgelig til hvert enkelt tilfælde. Det scenario du stiller op går ud på at en passager, under en flyvning, bliver så dårlig at man er nødsaget til, at lande flyet før tid. I denne situation betragter man, at passageren er i livsfare, det er altså en nødsituation. Her kan passageren altså ikke blive draget til ansvar og regningen går udelukkende til flyselskabet.
Har dog selv den erfaring at flyselskaberne er meget påpasselige med at tage personer ombord der virker syge. I selskabet hvor jeg arbejder, har vi flere gange hentet syge chartergæster, der slet ikke har fået lov til at gå ombord på det fly som de troede de skulle med. Sidst var det en ældre herre med dårligt hjerte, og kaptajnen på charterflyet var simpelthen bange for at den ældre herre ville blive dårlig på vej til Danmark. I denne situation er det vigtigt at have styr på sin rejseforsikring, da det er meget dyrt at blive fragtet hjem i special transport.
Jeg har også været vidne til at et Ryanair fly, der slet ikke skulle lande i Danmark, lavede en sikkerhedslanding i Billund. Det skete for et par år tilbage og grunden dertil var at 2 passagerer ikke kunne enes og kom op at slås. Ved ankomsten blev de mødt af talstærkt politi der slæbte begge slagsbrødre ud af flyet. De endte med en nat på hotel Gitterly og en kæmpe regning fra Ryanair og lufthavnen. Og her dækkede forsikringen altså på ingen måde.
This Post Has 0 Comments