Q: Jeg var ude og flyve med en Airbus 320 og da vi skulle til…
Krusseduller på flight radar, fortrudt landing og landingsretninger
Q: Jeg har flere spørgsmål, så håber det går.
A) Har set inde på Flight radar, at når fly skal lande i de store lufthavne i London, Amsterdam og Paris, så viser Flight radar at de ofte flyver i ring og laver “kruseduller” hvis man klikker på “vis rute”? Er det fordi, der er så travlt, at de lige får 5 min ekstra i luften, så alle ikke lander på samme tid?
B) Jeg fik forleden en ekstra tur på ca 10 min, da piloten valgte at gasse op igen kort før landing. Det virkede som om landingen blev fortrudt- hvad kan årsagen til det være?
C) Når fly skal lande i Billund kan jeg se at ruten går ind over Vejle Fjord når der landes østfra. Andre gange er flyene ude omkring Grindsted og lander vestfra. Har det noget med vindretningen at gøre, hvilken vej de lander?
A) Flight radar er en billig app du kan få til din telefon/tablet og ikke noget der kan erstatte en “rigtig radar” som flyveledelsen bruger. Flight radar er sikkert vældig hyggeligt at sidde og se på, og ikke mindst undre sig over på den ene eller anden måde. Det er så hvad Flight radar, efter min mening, kan bruges til, og ikke ret meget andet. Der er trafik der ikke er på Flight radar f. eks Military, Government, Diplomatic, Police, SAR m.m. Det er trafik du ikke har behov for at vide noget om af den ene eller anden grund.
I forhold til krusedullerne. Ved anflyvninger til større lufthavnen vil flyveledelsen typisk radar dirigere flyene ind i en rækkefølge, så nærmest uanset hvilken retning de kommer fra ender de op på samme perlerække af indgående trafik. Det kan gøres med fartændringer og eller kursændringer eller måske en tur i holding pattern (ventemønster). Da der også skal være plads til afgående trafik vil det ofte være nødvendigt med tilpasning af den ene eller anden grund. Afstanden mellem en A380 og det efterfølgende mindre fly skal f.eks. tilpasses de lovmæssige krav vedr. afstand. Det kan være nødvendigt for flyveledelsen at begrænse antallet af operationer og her kan et ventemønster blive anvendt. Der er flere lufthavne i både Paris, Amsterdam og London området, og jeg vil tro at mængden af trafik hurtigt kan få det til at ligne kruseduller (selv uden brug af ventemønster) – men jeg kan love dig for, at der er meget strikse regler og at det ikke foregår tilfældigt.
B) Vedr. en afbrudt landing (go around). Der kan være mange årsager og det er umuligt for mig at finde ud af præcist hvorfor du oplevede det. Det kan f.eks. være at et fly ikke havde forladt banen inden I skulle lande og derfor var banen optaget. Måske skulle baneinspektionen fjerne et eller andet fra landingsbanen, eller kontrollere noget banelys. Ligesom det kan være at kabinebesætningen ikke havde meldt kabinen klar til landing, men der er mange andre forhold som kan medvirke til at piloterne foretager en go around. En go around er en kontrolleret manøvre og ikke noget farligt. Piloternes fokus er på at flyve og der kan være checklister, klargørring til en ny anflyvning mm, der har højere prioritet end at give en orientering til passagerne. Typisk vil kabinebesætningen hurtigt komme med en form for meddelelse indtil at piloterne (måske) kommer med en uddybende forklaring.
C) Som udgangspunkt vil fly lande og starte i modvind, men Billund har en meget lang start/landingbane og det kan derfor være muligt for piloterne at acceptere en start eller landing i medvind. En årsag til at acceptere en medvind kan f.eks. være at piloterne sparer en del tid og brændstof, af den grund kan du måske se, at der er fly der lander i begge retninger eller at der er et fly der starter mod øst og et fly der kort efter lander i vestlig retning. Hvor meget medvind der kan accepteres svinger fra flytype til flytype, men 10- 15 knob er ikke unormale grænser. En medvinds start eller landing er dog typisk noget som skal koordineres med flyveledelsen og ikke noget piloterne kan tage for givet. Der er mange forhold der skal opfyldes og medmindre der er tale om en nødsituation vil det være flyveledelsen, der dirigerer flyet og piloten, der kommer med ønsker.
På vegne af og med venlig hilsen
Spørg Piloten
This Post Has 0 Comments