skip to Main Content

Dele falder af flyvemaskine

Q: Jeg skal snart en tur til Los Angeles ud af København. Flyveturen i sig selv er jeg ikke voldsomt urolig for (har da prøvet sjovere ting), men min kæmpe frygt går på at et stykke af siden falder af og nogle passagerer bliver suget ud. Jeg arbejder selv i en hangar og kommer meget tæt på flyene, og de ser en smule ustabile ud, jeg mener, popnitter? Hvad er oddsene for at det kan ske?

A: Jeg går næsten ud fra at du har set et program fornylig om Aloha Airlines Flight 243, april 1988. Jeg er ikke bekendt med andre episoder af denne karakter, hvor flyet pludselig har fået ”soltag” eller at der på anden måde er opstået et så stort hul at nogen er blevet ”suget” ud. Det er i øvrigt værd at bemærke at trods de alvorlige skader på Flight 243, så blev kun en person suget ud af flyet. Dette var et kabinemedlem som befandt sig i forreste del af kabinen – alle andre passagerer samt besætningsmedlemmer overlevede. Hvis du ikke allerede bekendt med Flight 243 kan du blive klogere via dette link http://en.wikipedia.org/wiki/Aloha_Airlines_Flight_243

Som det ofte sker i kølvandet på fly ulykker, så gør branchen meget for at forhindre at samme ulykke kan gentage sig. Det er min klare overbevisning at såfremt flyselskabet du skal flyve med, overholder alle maintenance procedurer – så har du absolut ikke noget at være bekymret for. For at opnå en god brændstof økonomi er moderne passagerfly lavet af letvægts materiale og har man som dig, mulighed for at komme rigtig tæt på flyene (måske røre dem) så kan jeg godt forstå din tankegang – men at lave et ræsonnement om at fordi materialet er let og nitterne små – så må konstruktionen være skrøbelig er langt fra sandheden. Ud over at flyve en masse passagerer på ferie i en B737, så har jeg også fornøjelsen af i ny og næ at være ”delivery pilot”. Det vil sige at jeg (på vegne af min arbejdsgiver) bliver sendt til Seattle til Boeing fabrikken, for at deltage i de sidste test flyvninger inden at min arbejdsgiver skriver under på købsaftalen. I den forbindelse har jeg op til flere gange været på gæste rundvisning og set produktionen af en række af Boeings fly på nærmeste hold. Desværre kan jeg ikke dele nogen billeder i det offentlige rum af hvordan produktionen foregår, men der er tale om et ganske imponerende setup. For mig var det ganske overvældende at se et fly blive til, se alle delene bliver sat sammen og selvom det (for mig) til tider så noget kaotisk ud, så var det helt tydeligt at intet blev overladt til tilfældigheder. Enkeltvis, ja, så er en lille nitte måske ikke så stærk – men kombineret med flere hundrede indenfor et meget lille område – så får man skabt en imponerende solid konstruktion.

Den bedste måde jeg kan beskrive min tillid til branchen er nok således…Jeg har i skrivende stund en pige på 1 år, en dreng på snart 3 år, en skøn hustru, en dejlig familie og venner som jeg elsker over alt på jorden. Såfremt jeg havde bare den mindste frygt for at det var med livet som indsats, når jeg tog på arbejde, så ville jeg ganske enkelt have fundet mig et andet arbejde.

En ting er dog at bygge et sikkert fly, en anden ting er at vedligeholde det. Indenfor Europa (altså flyselskaber som har hovedsæde i Europa) vil jeg ikke være nervøs for at rejse med nogen selskaber. Udenfor Europa vil jeg evt. checke at flyselskabet ikke optræder på EU’s ”sorte liste” (forbud om at flyve ind i Europæisk luftrum). Nu går vi (spørg piloten) ikke ind for at pege fingre af vore kollegaer i branchen, men der hvor den store forskel (dyr i forhold til billig billet) måske kan forekomme er på service området, flyets alder og interiør samt ikke uvæsentligt hvorledes personalet bliver behandlet (hvilket ikke altid er åbenlyst for passagerne). I alle tilfælde er jeg dog sikker på at du kommer sikkert frem og tilbage jeg ønsker dig en behagelig flyrejse og afslappende ferie!

Såfremt du på et tidspunkt ønsker at forbedre dit forhold til at flyve, kan du evt. overveje vores individuelle kurser.

På vegne af spoerg-piloten.dk og med venlig hilsen

Søren

Kommentarer

kommentarer

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top