Danske piloter på Vanuatu del 2

Solen skinner og det er varmt på for pladsen. Jacob står der i hans pilot uniform med solbriller på – billedet på mange unge menneskers drøm. Han er dog ikke alene om at have fået hans første pilot job på Vanuatu, en øgruppe øst for Australien, som de fleste sikkert aldrig har hørt om før. Det pudsige er, han faktisk har følgeskab af en anden dansker; Anders.

Hermed følger del 2 af beretningen, del 1 kan du læse her https://spoerg-piloten.dk/hop-med-paa-eventyr-med-to-nyuddannede-danske-piloter/ Vi møder Jacob og hans vej til at blive pilot helt frem til at eventyret fra Nordjylland til Vanuatu begynder.

Historien om Jacobs vej til at blive ATR pilot på Vanuatu.

De færreste har hørt om Vanuatu og når jeg har forklaret om min vej til at blive ATR pilot på Vanuatu, har jeg ofte startet min fortælling med at fortælle lidt om hvor i verden vi er – så det vil jeg også gerne i denne berretning:

https://da.wikipedia.org/wiki/Vanuatu

Vanuatu er øerne i øverste højre hjørne, så vi befinder os øst for Australien..

Nu hvor vi har fået placeret Vanuatu, vil jeg spole lidt tilbage og til et, for de fleste danskere noget mere bekendt sted nemlig Danmark, hvor jeg er født og opvokset.

Min vej ind i branchen og det første job, er på mange måder utraditionel. Men en af grundene til at jeg gerne vil dele min historie med andre er, at den giver et indblik i en branche, der måske er ved at ændre sig til det bedre for unge nyuddannede piloter. Samtidig er min historie måske også med til at vise, en af de mange muligheder man har som nyuddannet pilot – hvis man vel og mærke har adgang til det rette netværk og man er frisk på eventyr. På den korte tid jeg har været uddannet pilot (i skrivende stund ca 1 år), har jeg fået et job, taget en typerating (ATR) og flyttet om på den anden side af jorden.

Pilotdrømmen

Jeg har altid, som så mange andre drenge og unge mænd, haft en drøm om at blive pilot. På et tidspunkt, efter folkeskole, gymnasium, eller noget helt trejde, er man blevet så stor at man skal til at bestemme hvad man egenlig vil være- omend ikke for resten af livet, så i hvertfald for den første del.

Efter gymnasiet stod jeg også og skulle vælge hvad jeg egenlig gerne ville og da pilotdrømmen stadig var intakt – var det mit mål! Jeg begyndte at undersøge, allerede inden jeg var færdig på gymnasiet, lidt om branchen. Jeg snakkede med et par piloter, der frarådede mig at begynde på pilotuddannelsen. Dette var i 2012/13. Uddannelsen er dyr og på det tidspunkt, hvor jeg undersøgte branchen, var der stadig stor arbejdsløshed i branchen. Jeg blev fortalt at de glamourøse vilkår i branchen, for længst var blevet erstattet af skiftende arbejdstider, tvivlsomme ansættelsesvilkår og måske arbejde langt væk hjemme fra. Det var ikke just de ord, mine forældre ønskede at høre, forud for at deres søn skulle kaste sig ud i selvfinansieret-uddannelse. Hverken jeg selv eller min familie havde de påkrævede 700.000-1.000.000 kr. på bankkontoen – vi var faktisk ret langt fra. Så projektet involverede at optage lån, hvor mine forældre skulle kautionere – så det er jo lidt svært uden sine forældres fulde opbakning.

Da jeg blev student og fik huen på i sommeren 2013, havde jeg i første omgang, som følge af de dystre meldinger om branchen og det skræmmende høje banklån, valgt at gå en anden vej. Jeg skulle på universitetet og læse jura. Det lå ganske vidst langt fra cockpittet på et fly, men jura var, i mine øjne, en uddannelse med mere sikre vilkår.

Jeg investerede i en lejlighed i Aalborg og fik mig med tiden en dejlig kæreste fra studiet og alt kørte derud af. Det første semester var fest og ballade, og ikke sønderligt meget studium, men det gik dog med et godt resultat alligevel. I midten af 2. semester spurgte min far mig en dag, om hvordan det var at læse jura. Jeg svarede, at det var sådan set fint nok, men min drøm var stadig at blive pilot.

Et stykke tid senere havde min far så arrangeret, uden min viden, at vi skulle til informationsmøde på en flyveskole på sjælland. Det kom som lidt af en overraskelse for mig, da jeg nu var begyndt på noget helt andet. Vi kom til skolen og informationsmødet, og derefter var jeg helt solgt, det var det jeg ville!!! Min forældre havde ændret mening, og synes jeg skulle gøre det jeg havde lyst til. Jeg havde selv lidt penge, dog bundet i min lejlighed, men med lidt ekstra hjælp fra mine forældre og bedsteforældre, var det økonomiske del af det i orden. Jeg satte min lejlighed til salg, og inden for 24 timer var den solgt. Jeg måtte flytte hjem til mine forældre, indtil jeg skulle starte på skolen i august 2014.

Pilotuddannelse

Jeg startede på pilotuddannelse med et hold med 13 andre og det var super spændende det første lange stykke tid. Når man er helt ny er alt spændende, men som tiden går bliver alt hverdag. Der er mange frustationer under uddannelsen, vejret ikke er til flyvning og man bliver aflyst, undervisning på mærkelige tidspunkter, regler man ikke helt kan forstå, pligter der ikke har så meget med flyvning at gøre, instruktører man ikke helt klinger med, langt væk hjemmefra og så videre, og så videre. Men man må tage det sure med det søde. Nogle tidspunkter overvejer man også om man nu har valgt rigtigt, måske var det bedre med det sikre universitetstudium tæt på venner og familie???

Når man går på en flyveskole og inden man bliver færdig har de fleste ikke gjort sig mange tanker om selve det med at komme i job. Jeg tror de fleste tænker “det skal nok gå” eller “det må jeg tage til den tid” – beslutningen er jo ligesom taget og meget (i branchen) kan nå at ændre sig på de 22- 24 måneder som uddannelsen typisk tager. Flyveskolerne er også med til at give en troen på, at det nok skal lykkedes. Samtidig var præsentationen af branchen på infomødet, noget mere lyserød og optimistisk end hvad piloterne i mit netværk havde fortalt mig. Når man så begynder at nærme sig, at man bliver færdig begynder realiteterne at presse sig på. Det gik op for mig, at det ikke var flyveskolen som skulle sikre mig job – det var helt min egen opgave og udfordringen med at komme i mit første job, var noget jeg bestemt havde undervurderet.

Jeg har altid haft en plan om at arbejde som pilot i Danmark, men meget mere konkrete planer/ tanker havde jeg ikke gjort mig. For mig var det med job en opvejning af plusser og minusser. Det kan f.eks. være super lækkert at flyve en Boeing 777, men det medfører måske samtidig, at man skal bo i en ørkenstat. Umiddelbart vægtede jeg det at være tæt på min kæreste, familie og venner højt og så måtte jeg leve med ikke at flyve 777 eller noget andet fancy.

Ca et år inde i uddannelsen fik jeg tanken om at søge job som handler (kuffertkaster, cleaner af fly etc) ved et dansk luftfartsselskab. Mit håb var, at jeg den vej igennem, kunne blive ansat som pilot i Danmark. Efter lidt tid blev jeg kaldt til samtale og jeg fik jobbet. Arbejdspladsen lå i Jylland og jeg boede jo i Roskilde, hvor min flyveskole også lå, så det var lidt af en kabale der skulle gå op. I starten var jobbet som handler ikke fuldtid, så det gik. Efterhånden blev det til en fast stilling, og jeg måtte derfor tage en beslutning om jeg ville beholde jobbet eller pendle frem og tilbage. Jeg tog kontakt til en flyveskole i Billund, og forhørte mig om det var muligt at skifte skole under uddannelsen, hvilket de godt mente kunne lade sig gøre og da jeg stod og skulle på instrument delen af uddannelsen var det lige til. Den gamle skole på Sjælland, forstod at det var en god mulighed for mig og derfor stod de ikke i vejen for skiftet.

Jeg begyndte på Billund Air Center  og jeg faldt hurtigt til. Skolen var en del anderledes end den tidligere og passede bedre til mig. De var meget fleksible, så mit arbejde som handler kunne passes ind med flyvningen. Faktisk var instruktørerne utroligt venlige og hjælpsomme og så gjorde det bestemt heller ikke noget at man fløj i nyere fly – på skolen på sjælland var det meget trætte og gamle fly jeg måtte træne på. Det lærer man selvfølgelig også noget af, men personligt mener jeg, at man bliver klædt bedre på til et job i en airline ved at træne på fly med moderne teknologi. Det endte med at jeg blev uddannet pilot i november 2016, og derefter havde jeg fuldtidsarbejde som handler i et dansk luftfartsselskab, med udsigt til at fortsætte hos dem som pilot.

En tidlig fredag morgen cirka 2 uger efter jeg var færdiguddannet, vækkede min telefon mig. Det var fra flyveskolen i Billund, der ville høre om jeg var interesseret i at komme til samtale om et job som pilot, de kunne ikke sige så meget mere, udover at samtalen altså var den samme eftermiddag, i København. Jeg var naturligvis interesseret og kom derefter til at snakke med “Søren“. Søren stod for screeningen af piloter til den pågældende kontrakt. Der var stadig en del uvished omkring hvad det var for et job, og hvor det var i Verden – men jeg sprang på, bookede flyveren til København. Jeg var en smule nervøs da jeg gik ind til jobsamtalen, som foregik på et hotel midt i København. På mødet fik jeg endelig svar på hvad det var for et job. Jobbet var som first officer på ATR72, ude på en øgruppe i Stillehavet, lidt øst for Australien; Vanuatu. Jeg havde ikke rigtig haft tid til at tænke for meget over det, men jeg havde nået at tale lidt med min kæreste allerede om morgenen og jeg havde fuld opbakning og forståelse på hjemmefronten, til at tage nærmest hvilket som helst pilotjob.

Jobsamtalen bestod af en samtale på engelsk og der blev spurgt ind til hvordan jeg ville løse nogle forskellige situationer. Der ud over var der forskellige andre tests. Jeg følte mig godt brugt efter samtalen og der var intet i løbet af min uddannelsen til pilot, der havde forberedt mig på at sidde i en sådan situation. Jeg havde lært en masse om det at flyve flyvemaskine, men det der skulle give mig jobbet – min evne til at “sælge mig selv” og sørge for at jeg blev udvalgt, det var jeg noget uforberedt på. Til andre der ønsker at følge i mit fodspor, vil jeg anbefale at man træner “ansættelsessituationer” og hvordan man håndterer, måske med kort varsel, at skulle levere sit livs performance (for at få det første pilotjob).

Som I har regnet ud, endte det med at jeg blev tilbudt jobbet. Der var dog lige ét problem. Jeg havde jo i forvejen et fuldtidsjob med en måneds opsigelse, og typeratingen til jobbet startede 4 dage senere. Efter et par opringninger til min arbejdsplads, lykkedes det at komme fri af kontrakten, og jeg kunne starte på typerating til ATR i Wien den 14. december 2016. 

Efter kort tid i branchen har jeg lært at man ofte skal tage beslutninger med meget kort varsel. Ofte har man kun sin mavefornemmelse at stole på, men samtidig er det en del af branchen jeg finder charmerende og interessant. At springe ud i et job, der medfører at man flytter til en øgruppe så langt væk fra andedammen, kan være skræmmende. For mig var det starten på et eventyr, noget jeg drømte om i forbindelse med at blive pilot og som jeg i den grad fik opfyldt.

Mvh

Jacob

Slut på del 2.

Glæd dig til del 3 “Med British Airways business class til Vanuatu” – her vil Anders og Jacob fortælle om deres typerating på ATR og selve turen til Vanuatu.

Kommentarer

kommentarer