skip to Main Content

Boeing vs Airbus – fordele og ulemper

Boeing vs Airbus cartoon

Q: Først vil jeg sige tak for en rigtig god hjemmeside. Jeg har igennem flere år været fast læser her på siden og har også selv fået gode svar på spørgsmål, jeg har haft.

Mit spørgsmål er om der er en stor forskel på at flyve fly produceret af Airbus i forhold til fly produceret af Boeing. Nu er jeg selvfølgelig godt klar over at begge flyproducenter har lavet mange forskellige flytyper som alle er forskellige, men jeg har alligevel tænkt på om der er en grundlæggende forskel på at flyve Airbus i forhold Boeing, og hvad fordelene og ulemperne der måtte være.

A: Jeg er rigtig glad for din positive tilbagemelding omkring vores side og glad for at du er ”tro” følger! Vi har netop rekrutteret flere til teamet, således at vi nu er 16 piloter tilknyttet. De nye piloter skal lige køres ind i vores procedurer og lære lidt hvilken ”stil” vi svarer på spørgsmål – men når de kommer i gang, så er det min forhåbning at vi kan komme ned på at langt størstedelen af dem der skriver ind til os, modtager svar indenfor en uges tid.

Men til dit spørgsmål…

!!! Boeing vs Airbus !!!

Boeing vs Airbus

uha – det er jo nærmest et religiøst spørgsmål… Boeing piloterne har det med at sige ”if it is not Boeing – I’m not going”… men det er nu nok mere sagt lidt i skæg – jeg kender i hvert fald ingen piloter (Boeing) som decideret ville nægte at flyve med en Airbus – som man ellers kunne tro…

if it is not a Boeing I'm not going

Som Boeing Pilot har jeg da naturligvis en T-shirt fra Boeing som på billedet og jeg er helt sikkert farvet. 9 år på B737,  B757 B767 omskoling i Januar 2015 samt ikke mindst 3 års erfaring som ”Boeing New Aircraft Delivery Pilot” – alligevel vil jeg forsøge at være objektiv i mit svar til dig.

I min karriere indtil nu har jeg fløjet et par forskellige typer fly… C152, C172, C206, PA28, PA32, BE33, BE36, T17, Extra-300, Robin, B1900 C/ D, S340 A/B, B733, B735, B738 og DC10 i SIM – og som du kan se så er der ingen Airbus iblandt. Det skyldes ikke at jeg har noget imod Airbus overhovedet, men det er mere udtryk for en politisk beslutning som firmaet jeg har arbejdet for har taget.

Det er selvfølgelig blot ”spas” et langt stykke hen af vejen når Boeing piloter og Airbus piloter snakker ”religion” og ender med at gå i totterne på hinanden – jeg tror på at der er fuldt ud lige dygtige piloter på begge sider.

Lad os kigge lidt på selskabernes historie – jeg er dog ikke historiker og jeg håber at jeg videregiver detaljerne korrekt…

The Boeing Airplane Company blev startet i 1917 og de spæde første skridt til at forme firmaet startede helt tilbage i 1910 af William E Boeing da han købte de bygninger i Seattle som senere blev til den første Boeing fabrik – men hvis vi holder fast i 1917, så giver det stadig Boeing et forspring på 50 år, da de første spadestik til Airbus Industrie startede i 1967 da ministre fra Frankrig, Tyskland og Storbritannien mødtes for at diskutere et Europæisk projekt der skulle give Boeing konkurrence. Ikke lang tid efter blev Roger Béteille udnævnt til at være teknisk ansvarlig for Airbus300 fly projektet og Roger betegnes i mange kredse som en af forfædrene til Airbus som vi kender det i dag.

Man må sige at det er lykkedes at give Boeing konkurrence, de officielle tal jeg har adgang til viser at Boeing i perioden 2004- 2013 modtog bestilling på 8933 fly og de leverede 4824 fly – Airbus modtog bestilling på 8428 fly og leverede 4458 fly. De tal skal måske lige forklares… det er ikke således at Boeing og Airbus kun formår at levere halvdelen af de bestillinger de får – men grunden til at der er forskel på de to tal, skyldes at både Boeing og Airbus har en produktions kø på mange år og der kan således være blevet afgivet bestillinger på fly som endnu ikke er gået i produktion.

Hvem laver så de bedste fly?

Jeg tror fly bestillingerne viser det meget godt… det er tæt løb og hvad der er ”bedst” hænger tit sammen med økonomi og den operation flyselskabet har –dvs. hvilke ruter flyver de, hvor mange passagerer er det ideelt at kabinen kan tage osv. Både Boeing og Airbus beskylder jævnligt hinanden for at levere unfair konkurrence som følge af statstilskud – og næsten ethvert flyselskab vil benytte sig af en bud runde med både Boeing og Airbus, hvis de skal ud og introducere en ny flytype. Fra et flyselskabs synspunkt kan det være en udfordring at have ”mixed fleet” af Boeing og Airbus og det kræver ofte en ret stor størrelse flyselskab, før at det skal fungere – man skal nærmest have en Boeing del og en Airbus del. Det er nemlig således at en mekaniker ikke uden videre må ”skrue” på en Boeing og en Airbus på samme tid. Ligeledes er det for piloter. Man må ikke uden videre flyve en Boeing og en Airbus. Det skyldes ikke at man ikke må flyve mere end en type på samme tid – man må f.eks. godt have rettigheden til at flyve B757 og B767 – B733, B735 og B738 eller flyve A319 og A320 – i sit fly certifikat. Men er det bureaukrati at man ikke (umiddelbart) kan have rettighederne til at flyve en Airbus og Boeing på samme tid?

Efter min mening – nej – det giver faktisk mening da filosofien er forskellig. Det selskab jeg flyver for, blev for et par år siden lagt sammen med et andet fly selskab – det ene selskab fløj Boeing det andet Boeing og Airbus. Over de sidste par år er vi gået til at være et Boeing only flyselskab, hvilket har betydet at alle de tidligere Airbus piloter er blevet omskolet til Boeing. Jeg har haft fornøjelsen at flyve med en del eks Airbus piloter og jeg har de sidste par år hørt en masse ”banden og svovlen” over hvor tåbelig B737 er. Ingen tvivl om at langt hovedparten af Airbus piloterne elsker deres Airbus og fra hvad jeg har hørt, så er der nogle helt fantastiske ting på en Airbus… udover ”Stick og Mealtray”… Med tiden er det dog mit indtryk at Airbus piloterne er faldet godt til på B737 (hvilket de færreste dog måske vil indrømme) og jeg tror meget at det handler om at man som pilot, ikke bryder sig om at blive hevet ud af sin ”komfort zone”. At skifte fra Airbus til Boeing er i høj grad skifte af komfort zone, pludselig skal man til at lære helt nye måder at operere på efter måske 10- 15 år. Selvom Airbus piloterne i starten (måske) kæmper med at flyve B737, så er det bestemt ikke fordi de er dårlige piloter eller at de har ”glemt at flyve” – men det er formodentlig lidt nemmere at gå fra en Boeing til en Airbus end omvendt – men den påstand må stå for egen regning!

Boeing har efterhånden produceret fly i mange år og de har (ofte) holdt fast i filosofien, når de har bygget en ny flytype. Det har gjort det ”nemt” for piloter, da der er en ”Boeing way of doing things”. Det er også derfor at jeg ved, at når jeg gennemgår B757 og B767 omskolingen i januar, så er der selvfølgelig en række nye systemer at jeg skal lære. Da den B737 jeg har fløjet de sidste 9 år er bygget lidt efter de B757 og B767 jeg kommer til at flyve fremover, så er der nogen systemer der er lidt mere ”back to basics” på B756 (en fancy måde at skrive B757 og B767 på)– men “principperne” for hvordan systemerne fungerer, forventer jeg er meget lig det samme. Men tilbage til min erfaring med Airbus piloter der skal til at flyve Boeing…

Boeing vs Airbus

Det jeg har observeret er at Airbus piloterne kommer fra en baggrund hvor flyets systemer (Airbus) gør mange ting for piloten og der er mange ting der foregår automatisk. En Boeing skal ”tages lidt mere i håret” og efter min mening er det at flyve en Boeing tættere på ”basics” som man lærte under sin uddannelse på en C172 eller PA28 -med mindre man hører til den nye generation af piloter der træner på meget moderne skolefly. På en Boeing bevæger ”gas håndtagene” (thrust levers) sig, ligger man flyet ind i et drej og slipper kontrollen, så ender det nok med at gå galt… Ingen tvivl om at Airbus har en masse drøn smart teknologi bygget ind og da Airbus byggede deres filosofi, kunne de måske gøre det på et langt mere teknologisk fundament end Boeing kunne – så jeg er tilbøjelig til at mene at Airbus er lidt mere ”smart”…

Når det kommer til hvad der er bedst (fra en pilots synspunkt) så kommer det nok an på smag og behag… jeg blev pilot fordi jeg elsker at flyve og jeg flyver stadig ”SEP” (enmotoret) fly i min fritid – hvilket er lidt utraditionelt. Jeg elsker at tage venner og familie med ud og flyve og måske leje en flyver hos Ikaros i Roskilde og så håbe at jeg får ”lov” af Leon Andréa at have råderet over flyet så vi kan tage en overnatning på f.eks Anholt – den slags holder jeg meget af. Når jeg er på arbejde, så foreskriver de procedurer jeg skal flyve efter, at jeg skal opretholde evnen til at gå fra manuel flyvning til forskellige lag af automatik (auto pilot, auto throttle f.eks.) uden problemer. Det meste af tiden er både autopiloten og auto throttle koblet ind og piloten programmerer og moniterer systemet, fremfor at “flyve”. Efterhånden nærmest forbyder selskaberne deres piloter at lave manuelle anflyvninger (visuel) og teknologi som VNAV og IAN gør at alle anflyvninger ligner en ILS (sorry, snakker nok sort for de fleste lige her)… pointen er at automatikken på flight deck bliver mere og mere udbredt og dermed begynder Boeing og Airbus måske også at minde mere og mere om hinanden. I forhold til fly typer, så er der som sagt fokus på økonomien – og det handler i høj udstrækning om hvilken pris fly selskabet skal betale for flyet, kan det løse ”opgaven” på det rutenetværk hvor det er tiltænkt og endeligt hvad er de løbende udgifter. Lidt længere nede på skalaen, tror jeg at man finder ting som hvad syntes piloterne og passagerne bedst om… Hvad der er bedst bliver derfor ofte et økonomisk spørgsmål.

Jeg håber dette besvarede dit spørgsmål. Som trofast læser har du nok allerede været forbi vores facebook profil – men hvis der er ”nye” som ikke har fundet os på facebook endnu – så kan du med fordel søge efter ”spørg piloten” på facebook. På vores facebook side kan du følge med når der er nye indlæg og deltage i debatten – det varmer i øvrigt altid med et nyt “like” 😉

Jeg vil også kort nævne at teamet bag Spørg Piloten i dag er vokset til hele 16 etablerede piloter og vi tilbyder rådgivning til pilot aspiranter og nyuddannede piloter samt personer med fly angst. Hvis du er interesseret i dette, så kig forbi hjemmesiden www.propilots.dk og udfyld formularen hvis du vil i kontakt med os – så lover vi at vi tager rigtig godt hånd om din situation og evt. spørgsmål du måtte have.

På vegne af spørg piloten og med venlig hilsen

Søren

Kommentarer

kommentarer

This Post Has 4 Comments

  1. Jeg har fløjet begge. B737 og A320.
    Jeg er PLG (pisse lige glad) med hvad den hedder. Begge er gode maskiner. Vi skal have for øje, at begge familier ikke kun er konkurrenter, men faktisk supplerer hinanden. Men ud fra et pilot synspunkt….. Nogle dage savner jeg boeingen, andre dage bussen. Min helt egen holdning er, at ud fra en short haul optik, er Airbus det bedre produkt. Ikke overlegent, men bedre. Det er simpelthen et bedre kontor.

    I en snæver vending, fx i kraftig sidevind, foretrækker jeg Boeing. Men lad mig dog mane en myte i jorden her. En Airbus flyver fuldstændig som et konventionelt fly! Det kræver lidt tilvænning men det er mest oppe i hovedet. Alle de gode ammestuehistorier om Airbus holder ikke vand. Det er i bund og grund en konventionel flyvemaskine, dog med diverse finesser. Mangel på forståelse for disse kan slå ihjel. Men hverken mere eller mindre end Boeing.

    Min holdning er, at de fleste professionelle piloter, især de der har sovet med begge, er PLG med hvad de flyver. Ingen af dem er fejlfri. Jeg holder mig til Airbus af dovenskab. Jeg kender min maskine. Jeg gider ikke til at kæle for en ny.
    Jeg mener ikke det har noget med religion at gøre. Kun for de helt unge med en spritny rating. Og dem skal jeg nok tage under kyndig behandling.

    Agent Orange

  2. […] Du rammer et emne som for nogen nærmest er religion og mange har det måske vanskeligt med at komme med et objektivt svar. Faktisk havde vi internt en dialog om hvem der skulle besvare dig – ideelt set ville det jo være en der havde fløjet begge dele. Jeg er har ikke fløjet Airbus i min karriere og min tid som B737 “new aircraft delivery pilot”, B757, B767 og B787 rating er det rimelig klart hvilken lejr at jeg hører til.  Jeg har tidligere skrevet et (forhåbentlig) objektivt indlæg omkring Boeing vs Airbus, som du måske allerede har læst – hvis ikke så kan du finde det her: https://spoerg-piloten.dk/om-bord-pa-flyvemaskinen/2086/ […]

  3. Uha ja det er jo nærmest religion ! Men måske et par ord, fra en “anden” personel gruppe, som også har opholdt sig på flight deck og fløjet rigtigt mange timer i begge flytyper. Som mange årige flight engineer kan jeg måske give en lidt anden vinkel på indlægget. Vi vores “verden” kaldes “bussen” en flyvende Citroën og Boeing en flyvende mursten. Bussen er et meget teknisk avanceret fly, meget ! Boeing er mere flight school 1.0.0 – Bussen har den tilbøjelighed, at besætningen lidt glemmer, at aviate eftersom bussen stort set gør det meste for besætningen. Hvorimod Boeing kræver noget mere “hands on”. Jeg vil helt undlade, at gå ned i tekniske detaljer fsva de to flytypers plusser og minusser set med en flight engineers øjne, da nærværende medie jo er et offentligt tilgængeligt medie. Jeg vil dog ikke undlade, at tilføje at jeg er 100% Boeing mand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top