skip to Main Content

Militær pilot

Q: Jeg er i den situation, at jeg gerne vil søge ind som pilot i forsvaret. Problemet er som sådan ikke at søge ind, men at komme ind. Jeg vil yderst gerne forfølge min drengedrøm om at blive pilot.

Hvilken flytype/helikoptertype er underordnet, men da jeg ikke har de finansielle midler til at tage uddannelsen privat, har jeg tænkt mig at søge hos forsvaret. Er der andet jeg kan gøre for at forberede mig til optagelsesprøven. Jeg har spillet lidt flightsimulator og overvejet at tage et svæveflys certifikat. Men det er alligevel 14-18 måneders uddannelse, som også er en økonomisk udgift.

For at rede det hele lidt ud, hvad kan jeg gøre for at stå bedre end de andre aspiranter, og hvor realistisk er det overhovedet at komme ind?

A: Tak for dit spørgsmål,

Jeg har selv bestået optagelsesprøven i militæret, omend det var tilbage i år 2000. Jeg kan mærke din vilje og dit spørgsmål udstrålet masser af gå på mod – det er rigtig fint.

Der er kamp om pladserne og selv om du kommer igennem nåleøjet og får muligheden for at starte på militærets flyveskole, så skal du mentalt være klar på at uddannelsen er ekstrem hård, ubarmhjertig og konsekvent.

Du skal tro 100% på dine egne evner og fungere vel under pres. Jeg er helt med på at du gerne vil forberede dig og der er helt sikkert også ting du kan gøre. Jeg vil anbefale en masse timer med Microsoft flight simulator med yoke og pedaler (for at det bliver mere realistisk). Ideen om svæveflyvning synes jeg trods tid og udgift er god af flere grunde (du skal dog være OBS på at du vil få mindre timer til at bestå solo checket hvis du har tidligere praktisk erfaring med flyvning). De to vigtigste grunde til at erfaring med flyvning er det hele værd (jeg havde det ikke selv og fortrød det),

1) du stifter bekendskab med om flyvning er noget for dig

2) det giver dig nogle færdigheder som du kan bruge til uddannelsen (nr1 i min klasse var svæveflyver).

Forsvaret modtager rigtig, rigtig mange ansøgere som ligesom dig har “drømme”. Hvis du siger til optagelses prøven at du vil udleve din drengedrøm uden at kunne beskrive det nærmere, er du næsten med garanti dumpet ved psykolog samtalen. Det er simpelthen ikke en stærk nok motivation. Du bliver nød til at kunne beskrive nærmere hvorfor du brænder for at blive militær pilot. Når du beskriver din motivation kommer du til at demonstrere om du har et realistisk billede af jobbet og om du har den pyskologiske profil der kræves af forsvaret. Det koster mange millioner at uddanne en militær pilot og forsvaret vil sikre sig at du ikke lige pludselig finder ud af at det ikke var noget for dig alligevel. Det nytter ikke noget at jeg fortæller dig hvilke ting de går efter, for din psykologiske profil er opbygget over mange år og står ikke sådan til at ændre. Så der hvor jeg ville starte var at undersøge hvad jobbet indebærer helt ned til mindste detalje… Er du eksempelvis klar over hvor mange timer om året en F16 pilot logger, hvilke baser er mulige i dk, hvor ofte er man udsendt, hvilke flytyper har forsvaret og hvordan varierer jobbet alt efter hvilken type du kommer på, hvordan er uddannelsen skruet sammen, hvad tjener en pilot, hvilke arbejdsopgaver har en pilot udover flyvning. Selvom det nok ikke ligger dig på sinde lige nu, så er tanker om fremtidig familie og om hvorledes du vil kunne trives med en kontrakt på 16- 17 års tjenestepligt – modne og relevante overvejelser.

Uden at vide det med sikkerhed, så vil mit bud være at for hver 1000 ansøgere så er der 1- 3 der kommer igennem og som dermed har muligheden for at starte på uddannelsen. Mange falder på de skriftelige prøver, dernæst psykolog samtalen – men min fornemmelse er at der også ryger en del på medical checket.

Det er selve optagelses prøverne. Derefter er der selve udvælgelsen som foregår efter du ER blevet optaget. Den største udvælgelse sker ved “solo-checket” på Flyveskolen i Karup (forkortet FLSK). Forinden har du brugt ca 6 md på at blive sergent. I min klasse på FLSK var vi omkring 30 aspiranter og jeg mener 6 kom igennem i sidste ende . Vi var et ganske “normalt” hold hvad angår beståelses procenten.  Lad ikke statistikken ødelægge din motivation, brug den konstruktivt til at forberede dig optimalt… som min holdleder sagde til os på første dag “Gentlemen, this is a one time only deal”. Det er det pres man skal kunne klare og der er afregning ved kasse 1.

Jeg finder det lidt interessant at du helt har afskrevet tanken om civil pilot uddannelse og jeg ønsker ikke på nogen måde at tale dig fra din drøm om at blive militær pilot. Som en lille sidekommentar vil jeg dog tilføge at jeg selv kommer fra en arbejder familie, hvor de finansielle midler ikke var der. Jeg var derfor ude selv at sikre min finiansiering, hvilket jeg må indrømme var utrolig svært. Faktum er at det er de færeste af os der har pengene til uddannelsen, langt de fleste af os må ud og gældsætte os for mange, mange år. Om det er det værd er op til den enkelte at vurdere, men jeg vil anbefale at man bruger tid på at undersøge branchen grundigt uanset om det er civil eller mil pilot der er målet.

På vegne af spørg piloten

Søren

Kommentarer

kommentarer

This Post Has 2 Comments
  1. Forsvaret har lige rekrutteret piloter, jeg var en af dem der søgte ind og var med til optagelses prøverne.
    først skulle man skrive en 2 siders ansøgning om hvorfor man søgte ind. Fuldstændig som hvis man søgte et job.
    Jeg modtog en mail kort efter om at jeg var indkaldt til optagelses prøven. På det tidspunkt havde jeg allerede bestået min medical .

    Kan huske at de havde dummet sig lidt, så halvdelen af det hold jeg skulle tage prøverne med havde fået forkert besked og troede dermed at vi skulle til en idræts prøve. Kan huske folk havde nærmest dopet sig på kaffe og sukker. Anyways vi får en lille briefing omkring hvordan dagen skal forløbe. ca 3 computer prøver skulle vi igennem den dag. Prøverne forgår på pc’en hvor man tester alle områder i hjernen. Kreativ tænkning, logisk tænkning, multitasking, håndelag, hukommelse, reaktions evne osv. Nogle af opgaverne er super lette og andre opgaver sidder du og tænker “hvad faen er meningen her” men det er jo forskelligt fra person til person . Især CLAN testen som er en multitasking test – var nok en af de sværeste opgaver. tjek dette link http://www.youtube.com/watch?v=N5tL5ReKmZY

    Mit indtryk er at man ikke kan forberede sig til prøverne. Multitasking øvelser vi selvfølgelig altid være godt. Men som de sagde “kun 6 % af danmarks befolkning kan bestå testen”

    Efter pc testen går man videre til idræts testen (simpel test hvis man er i ok form), derefter er det en engelsk, matematisk og dansk skriftlig prøve – til sidst kommer der en psykologisk test samt en samtale med en psykolog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top