skip to Main Content

Må man bare uden videre flytte sæde? Er det ikke farligt?

Q: Mit spørgsmål stammer fra en tur med et Turkish Airlines fly for et par år siden. Det fly vi skal med (fra Billund), har en kort mellemlanding i København. Flyet er kommet direkte fra Tyrkiet til Billund, og i Billund skal der både passagerer af og på. Da vi skal om bord på flyet er “vores” pladser optaget, af de passagerer der skal af i København! Men må man godt det? Skal man ikke af hensyn til sikkerhed osv., blive på den plads, der er opgivet på ens boarding pass?

A: Lad mig lige starte med at slå fast at jeg ikke mener at du/ I har været udsat for en alvorlig sikkerhedsbrist eller fare på nogen måde ved jeres flyvning med Turkish Airlines. Men tillad mig at komme lidt ind på hvorledes det er mht. “faste pladser” om bord…

Generelt er det således at man naturligvis skal sætte sig på den plads, der står angivet i ens boarding kort. Der er mange selskaber, der tager ekstra betaling for at man på forhånd kan vælge pladser – så holder mig sig ikke til ens “plads” risikerer man lidt sure mine fra ens medpassagerer. Er det dog således, at du kan blive enig med dine medrejsende om at du f.eks. tager pladsen ved vinduet og at en anden tager din plads ved gangen, eller at du flytter to rækker frem fordi det så gør at i alle sammen “får lidt mere plads omkring jer” – ja, så er der som udgangspunkt ikke noget galt i det, hvis i altså pænt har spurgt kabinepersonalet først. Hos selskaber (f.eks. SAS) hvor der er rejsende med forskellige typer af billetter (GO og PLUS) så er det klart at man bliver nød til at holde sig i den “afdeling” man hører til, da der f.eks. på PLUS(business) måske bliver serveret mad og drikke. Så der kan ligge noget praktisk bag at man som udgangspunkt skal sætte sig på sin “plads”. Derudover kan det være at enkelte passager har bestilt en særlig service (ekstra ben plads f.eks.) eller forudbestilt tax free eller en specielt type mad og så går der selvfølgelig “ged i den” hvis man begynder at flytte rundt. Der er desuden også specielle krav såfremt man skal have lov at sidde ved en nødudgang…. så helt ligegyldigt er det ikke hvor man sidder. Det helt nye (som f.eks. British Airways benytter sig af) er at kabinepersonalet har en række oplysninger om den enkelte passager … f.eks. at personen har “guld medlems status”, eller såfremt en passager har haft en alvorlig forsinkelse (på sin sidste rejse til New York) kan det være at det står i “systemet” således at personalet kan være ekstra opmærksomme på at yde god service og endelig på første klasse er det normalt at man bliver tiltalt ved efternavn, når man bliver tilbudt forplejning… så er der tale om den slags systemer, ja så går det slet ikke at flytte rundt 🙂

Set fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv er der ikke den store konsekvens såfremt passagerne bytter plads… problemet opstår såfremt at man i et halv tomt fly pludselig har alle passagererne enten helt fremme eller helt tilbage vel og mærke såfremt at det “load manifest” som piloterne modtager ikke er baseret på dette. Load manifestet fortæller blandt andet piloterne hvor flyets “balance punkt” er og hvor meget “pay loaden” (passagerer og bagage samt evt. fragt) er og ud fra denne oplysning justerer piloterne deres “trim” på flight controls. Såfremt man kommer til at bevæge sig ud i ekstremerne kan det ske at flyet bliver “næse” eller “hale” tungt, men der er flere systemer der skulle forhindre den slags. Ofte skal der flere faktorer til før at der sker en ulykke, f.eks. skal man også være så uheldig at al bagagen er lastet i det bagerste lastrum samtidig med at alle passagererne befinder sig længst tilbage i kabinen… har man en sådan situation, ja så kan man måske komme ud for at flyet “sætter sig på halen”. Følger handling personalet, load masteren og kabine personalet de regler der er på hvert deres område, så burde dette dog ikke kunne ske.

Såfremt et par passagerer skifter et par rækker og at flyets øvrige passagerer ellers er godt fordelt i kabinen, så burde der ikke være nogen risiko overhovedet.

Det bliver lidt langhåret at forklare hvorfor, men såfremt flyet er halv tomt kan det være at man med vilje ikke fylder de første par rækker op med passager – så skulle du komme ud for dette en dag, så er der ingen grund til bekymring – det er helt normalt at man gør dette. Hvis du virkelig stadig ER nervøs, så er der i mine øjne intet galt i at du spørger en i kabinen eller måske en af piloterne om load manifestet nu også er lavet ud fra at i alle sammen sidder bagi. Det er måske nemmere sagt end gjort – jeg kan forestille mig at mange er lidt “bange” for at spørge om den slags… men os der arbejder i branchen er altså til at snakke med og man må godt stille spørgsmål til os 🙂 Forhåbentlig vil du opleve at mine kollegaer i branchen er flinke og rare alle sammen.

På vegne af spørg piloten og med venlig hilsen

Søren

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top