skip to Main Content
Dansk Kvindelig Pilots Beretning Om Røde Kors Flyvning I Afrika…

Dansk kvindelig pilots beretning om Røde Kors flyvning i Afrika…

Hermed bringer vi del 4 af 4 af Birgitte’s beretninger om flyvning i Afrika og Mellemøsten. Vi kunne godt tænke os at fortsætte traditionen med at bringe fredags pilot karriere-fortællinger, men det bliver nok svært at hamle op med den wow-faktor Birgittes beretninger har leveret. Det er måske derfor heller ikke underligt at op mod 10.000 har læst med de sidste 4 fredage… del 4 af 4 er ingen skuffelse… her kommer det sidste eventyr i denne omgang. Fra Spørg Piloten vil vi gerne sige Birgitte et kæmpe tak  og så lige en sidste gang slå fast, du er bare mega sej i vore øjne!

Flyvning for Røde Kors i Afrika

Af Birgitte (BEA) Johansen

Vestafrika
Monrovia, hovedstaden i Liberia – der blev dannet af hjemvendte slaver i 1847 som den første republik i Afrika – ligger på 6 grader Nord og 11 grader Vest. Klimaet er tropisk med to sæsoner: En regntid (April-Oktober) og en tørketid. I 1970’rne, før diamanter, Charles Taylor og borgerkrig blev for store nogle problemer, var det her, de velhavende holdt af at feriere. Store, flotte hoteller, uberørte, hvide sandstrande, fantastisk klima og et dyreliv der kunne tage pusten fra enhver. Strandene er stadig smukke, men er ikke et besøg værd indenfor byens grænser, da de her fungerer som offentlige toiletter. Dyrelivet er væk – nedslagtet under krigen, hvor der ikke var råd til ris mere efter regeringen havde sat ekstra skatter på. Hotellerne ligger der også endnu med minder om storhedstiden. I ruiner, eller i generelt dårlig stand. Få hoteller har dog overlevet, og på trods af landets fattigdom (BNP på omkring 800$) oplever man at træde ind i en anden verden når man sidder med fantastisk havudsigt og spiser kæmperejer og drikker champagne, og tilsyneladende glemmer alt om de næsten fire millioner der i dag lever på sultegrænsen i Liberia…

screen-shot-2016-09-29-at-22-39-36
Stranden ved Robertsport i Liberia, ved grænsen til Sierra Leone.
Noget af det smukkeste og fredeligste man kan forestille sig!

Jeg fløj i 18 måneder i Vestafrika for Røde Kors for en del år siden (2007- 2008), med base i Monrovia. Herfra styrer Internationale Røde Kors deres operation i Vestafrika, som udover Liberia bl.a. inkluderer Sierra Leone og Guinea. De sørger for hjælp til selvhjælp med blandt andet foredrag og lektioner i byen så vel som i junglen, hvor vi flyver ris, medicin, pjecer, kondomer og shelters ud. Det er lidt af en udfordring at foretage flyvninger i regnskoven – banerne er af grus, de er så korte som det er lovligt med vores type flyvemaskine, de er meget smalle, og der er ingen navigationshjælpemidler. Desuden skal man være højst påpasselig med ikke at ramme lokale, der bruger banen som fodgængerovergang. En normal anflyvning foregår vha. GPS for at finde pladsen først og fremmest. Vi laver da en overflyvning for at checke vind, vand på banen, evt. FN helikoptere, der fylder på den meget lille apron, og naturligvis for at advare folk om at de ikke skal gå over banen de næste fem minutter. Røde Kors skal desuden, efter at have kørt frem og tilbage langs banen, give os ”Green Light” til at lande. Det er naturligvis forholdsvis hårdt for maskinerne at lande på grus, så vi har specielle SOP’er for disse operationer for at skåne motorer, flaps, propeller etc.

screen-shot-2016-09-29-at-22-39-18
Rwy 23 i Harper, Liberia, ved grænsen til Elfenbenskysten. Noget af det mest udfordrende jeg har prøvet!

screen-shot-2016-09-29-at-22-41-15
FN helikoptere i Zwedru, Liberia.

Endnu en stor udfordring ved at flyve i Vestafrika er den anden trafik i luftrummet. Det meste af luftrummet er ukontrolleret, og man skal helt til Ghana for at være under radar. Der er utroligt mange FN helikoptere i området, og piloterne er stort set alle fra Rusland. Derfor kan der opstå lidt sprogproblemer på frekvenserne; russerne taler russisk indbyrdes, vi andre engelsk, og til os bliver der talt engelsk med meget kraftig russisk accent; grænsende til det utydelige. Det skal naturligvis også nævnes at selvom der er radiooperatører på pladserne, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at der er meget hjælp at hente. De vil dog meget gerne være behjælpelige, men holder desværre nok lidt for meget af at høre deres egne stemmer. Der bliver opgivet vind og vejr, men der er aldrig hold i hvad de siger. Hvis man lægger 180 grader til vindretningen går man ikke helt galt dog… Der bliver også ”leget” controller – og af en ganske almindelig radiomand kan man blive clearet til lige hvad det passer ham.

Desværre oplever vi også en del cowboys, der føler at himmelrummet er deres og at de kan tillade sig alt heri. Der bliver fyret en del hvide løgne af, som egentlig ikke er så hvide endda; det er ikke bare ulovligt, men også direkte til fare for flysikkerheden at oplyse falske positioner og Flight Levels. Alt sammen for at få lov til at climbe eller descende først, og lande måske fem minutter før. Det er utroligt presticefyldt at være pilot i Afrika. De lokale piloter bliver ophøjet til noget nær guder – det er også sådan de selv føler sig. Man kan slippe afsted med stort set alt.

Jeg skriver i gennemsnit fem occurence rapporter om ugen pga enten ATC, anden trafik eller RWY incursions. Desværre har jeg fået fornemmelsen af at det ikke bliver forbedret i nær fremtid – det kræver holdningsændringer til alt for mange mennesker, og da det ikke blot er enkeltmandsholdninger men derimod hele folkefærds mentalitet… ja, så er der lang vej!

FN, som er meget flot ledet af danske Marianne Løj, har 15,000 fredsbevarende styrker i Liberia. De gør et kæmpe stykke arbejde, og har bl.a. formået at få landet helt våbenfrit. Der er desuden blevet så fredeligt – efter lang tids borgerkrig og mange andre problemer med først og fremmest nabolandet Sierra Leone – at de fleste nødhjælpsorganisationer har lagt planer om tilbagetrækning fra området. De amerikanere og new zealandere, der træner den liberianske hær op, har ligeledes kun kort tid tilbage. Spørgsmålet er naturligvis så, om FN også vil rykke videre et års tid efter næste valg. Ligenu sidder Præsident Ellen Johnson-Sirleaf, som er den første kvindelige statsleder på kontinentet. Hun vandt for øvrigt sit valg over en tidligere fodboldspiller!

screen-shot-2016-09-29-at-22-41-26

Undertegnede og vores Air Operations Manager i Conakry, Guinea. I baggrunden ses Moskeen.

screen-shot-2016-09-29-at-22-41-34
Cockpit B190D, incl. hårdtarbejdende co-pilot (eller sover han??).

Den Demokratiske Republik Congo
I den Demokratiske Republik Congo’s øsligste provins Kivu, hvor General Nkunda for nylig blev pågrebet, ligger Bukavu. Jeg ankom hertil i Marts for at starte en kontrakt for Røde Kors for mit firma. Røde Kors har i forvejen to flyvemaskiner her, men behovet for transport af nødhjælp er opadgående i disse dage. Byen ligger som en halvø i Kivu søen, som er grænsen til Rwanda, og med høje bjerge på de andre sider. Naturen er, sikkert unødvendigt at nævne, helt fabelagtig i denne del af det mørke Afrika, og mange steder helt urørt. Diane Fosset, den kendte bjerggorilla forsker, startede sit ophold i dette område inden hun drog mod Uganda, hendes sidste opholdssted. Her er stadig nogle få bjerggorillaer tilbage, og jeg ser frem til en guided tur op i bjergene for at se dem inden det er for sent.

screen-shot-2016-09-29-at-22-41-42
Lake Kivu, DRC. Der er 45 NM mellem Goma, i Nord, og Bukavu, i Syd.

Udover nødhjælp flyver vi her hver uge en stor mængde tidligere børnesoldater, som Røde Kors hjælper tilbage til deres familier efter mange års adskillelse. Det er svært at forestille sig at disse drenge kan komme til at fungere normalt igen, men når jeg møder dem er det endnu sværere for mig at forstå at de for få år siden har skudt andre mennesker. De griner, er glade, stiller masser af spørgsmål. Men de har nogle dæmoner at kæmpe med, som vi ikke kan forstå.

Bjergene og vulkanerne omkring Kivu søen er desværre blevet kendt som ”Døds-bjergene” , på grund af alle de fly og helikoptere der er styrtet ned her. Vi hører jævnligt om nye ulykker, og det er forfærdeligt at være midt i blandt det her – og høre ens kolleger tale om hvem mon de næste bliver. Det er krævende at flyve i dette område. Bjergene er høje, CB’erne enorme og ATC meget dårlig. Er du ikke på toppen skal du ikke sætte dig ud i maskinen om morgenen. Men desværre bliver nogle piloter stadig betalt per flyvetime, så de har ingen kvaler med at flyve syv dage om ugen, no matter what. Jeg sætter pris på min månedsløn og mit firmas krav til streng overholdelse af FDP, og beder til at der må gå lang tid før den næste ulykke. Vi hørte om to crashes sidste uge.

screen-shot-2016-09-29-at-22-41-50
Lufthavnen i Goma, DRC. Den ene af de aktive vulkaner står for enden af RWY.

Der er et begrænset antal navigationshjælpemidler i denne del af Verden. Men noget de heldigvis er begyndt på, er at konstruere RNAV approaches, som jo ikke kræver noget jordudstyr. Det har gjort flyvningen meget nemmere; tidligere var det svært at lande de fleste steder pga. at du ikke kan starte en VMC approach hvis der er overskyet når du når MSA og ikke kan fortsætte visuelt. Og når MSA er omkring 16,000’ er der nemt problemer.

Dette er helt sikkert en del af Verden som jeg sætter pris på at have set og oplevet, men det er et barskt område. Flyvningen er fænomenal, naturen breathtaking, og edderkopperne større end jeg kunne have ønsket muligt… Men oplevelserne større! Og jeg håber I har fået en lille oplevelse af denne fortælling også.

screen-shot-2016-09-29-at-22-41-57
En LET 410 i bushen.

screen-shot-2016-09-29-at-22-42-03
Lokale drenge leger med en fin helikopter…

Screen Shot 2016-09-06 at 13.50.47

Med venlig hilsen

Birgitte (BEA) Johansen

Kommentarer

kommentarer

This Post Has 2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top