skip to Main Content
Kære Medier, Stop Nu Jeres Hype Om Fly-passagerernes Såkaldte Nye Fjende Numero Uno -turbulens!

Kære medier, stop nu Jeres hype om fly-passagerernes såkaldte nye fjende numero uno -turbulens!

Personer der i forvejen ikke var glade for at flyve har måske fået en ny fjende, nemlig Clear Air Turbulence (CAT) – men er det velbegrundet? Det mener vi ikke og vi mener at mange medier skaber unødig panik for de flyrejsende – læs med her ganske gratis og lad professionelle piloter, istedet for journalister, informere dig!

Den seneste episode, hvor et fly, af typen Boeing 777 opereret af Aeroflot, oplevede så kraftig turbulens at flere passagerer kom til skade – har for alvor skabt fokus på området “Clear Air Turbulence” forkortet CAT og som nu sikkert frygtes af mange flypassagerer.

Fly blev kastet 200 meter uden varsel….”  medierne har så travlt med at rapportere, at de også får opfundet nye former for turbulens – “clean air turbulence” er i hvert fald ny for os her på spørg piloten. Spøg til side, det er tydeligvis en tast-fejl. Vi føler dog, at der er alt for meget hype, sensationsjournalistik og for mange såkaldte “eksperter”, der glædeligt udtaler sig for at få lidt airtime.

Der skal selvfølgelig ikke herske nogen tvivl om, at et møde med Clear Air Turbulence kan være en alvorlig sag. Det bevidner antallet af tilskadekommende ombord hos den seneste episode hos Aeroflot. Ligeledes er det dybt tragisk, at så mange kom galt afsted og det tager vi på spørg piloten selvfølgelig alvorligt!

Clear Air Turbulence er dog ikke en ny form for turbulens, der lige er opstået. Den eksisterede også for flere år tilbage, længe inden du begyndte at blive bombarderet om denne usynlige flypassager fjende numero uno. Vi vil stadig vove den påstand, at det er yderst sjældent, at man møder denne meget voldsomme turbulens form. Derfor mener vi IKKE at der er grund til at man lader sig begrænse som passager på grund af denne turbulens form.

På trods af den ellers så dramatiske fremstilling i diverse medier, så lad os lige slå fast – der findes efter vores overbevisning ikke “lufthuller”, hvor man pludselig falder 200 meter ned!

Googler man turbulens, finder man følgende definition:
”Af lat. turbulentia ‘uro’, afledn. af turba ‘tumult, mængde af folk’, kaotisk bevægelse i væske eller gas, i hvilken strømningshastigheden fra sted til sted hele tiden ændrer retning og størrelse”.

Lad os dog lave et lille mini-studie af turbulens. Når vi taler om turbulens indenfor luftfart er der typisk tale om 4 typer af turbulens:

  1. Termisk
  2. Clear Air Turbulens/ jetstrøm
  3. Orografisk turbulens
  4. Wake turbulens

 

 

 

1) Termisk turbulens

I løbet af en dejlig sommerdag med masser af sol, vil solens opvarmning af jordoverfladen skabe en termisk ustabil tilstand, hvor lokale bobler af opvarmet luft frigøres og stiger til vejrs. Om natten afkøles overfladen derimod hurtigt, hvis himlen er skyfri, og atmosfæren bliver termisk stabil med langt mindre turbulens.

2) Clear air turbulence/ jetstrømme
I atmosfærens højere lag, hvor moderne fly har deres rejsehøjde (ca. 33- 43.000 fod), findes dene særlige type turbulens kaldet: ”clear air turbulence”. Den kan opstå som følge af store hastighedsgradienter i overgangsområdet mellem de kraftige vinde, der blæser i højden (jetstrømme) og den øvrige atmosfære. Der er et par problemer med clear air turbulence: Clear air turbulence kan ikke fanges på vores radar og optræder derfor ofte uden varsel. Clear air turbulence kan opstå, selv når der ikke er skyer i nærheden. Clear air turbulence er den primære årsag til ”in-flight” injuries. Der findes en del eksempler på at et møde med clear air turbulence (udover Aeroflot episoden) har medført skader på de passagerer, som ikke har haft sikkerhedsbæltet spændt.
I højden kan man også møde turbulens, når man flyver tæt på skyer – specielt de såkaldte CB’er (cumulus nimbus) i normal tale tordenskyer. I modsætning til clear air turbulence kan man på vejrradaren se CB’erne og derfor planlægge en rute, hvor man ikke kommer for tæt på.

3) Orografisk turbulens
I atmosfærens nederste lag kan der nemt opstå turbulens grundet vindens vekselvirkning med overfladestrukturer som fx bakker, bygninger og træer.

Ved flyvning hen over bjerge kan der være urolig luft som følge af, at luften bliver “omrørt”, og dette påvirker atmosfærens stabilitet. Selv om man flyver mange tusinde fod over terrænet, så vil det stadig kunne mærkes, specielt hvis vinden er kraftig i lavere højde.

4) Wake turbulence
I forbindelse med at en flyvinge skaber lift, opstår der også ”wake turbulence” (oversat – randhvirvler). Grunden til, at de opstår, er, at der på vingens overside dannes et lavere tryk, end der dannes på undersiden. Ude ved vingespidserne vil trykket forsøge at udlignes, hvilket skaber en hvirvel.
Randhvirvlerne bevæger sig med lav hastighed ud til siderne (og i højden også ned), men såfremt vinden har samme hastighed, kan man komme ud for, at hvirvlerne bliver stående på startbanen, hvilket i forbindelse med en start kan give turbulens. For at undgå gener med randhvirvler er der faste regler for, hvor lang tid der skal gå imellem starterne.
I højden kan man komme ud for at ramme et andet flys ”wake”, hvilket som regel kun vil mærkes som et kortvarigt bump.

Turbulens skala:

Light turbulence – briefly causes slight, erratic changes in altitude and/or attitude.

Moderate turbulence – similar to light turbulence, but greater intensity. Changes in altitude/ attitude occur. Aircraft remains in control at all times. Variations in indicated air speed.

Severe turbulence – large, abrupt changes in altitude/attitude. Large variation in indicated airspeed. Aircraft may be temporarily out of control.

Extreme turbulence – aircraft is violently tossed about and is impossible to control. May cause structural damage.

Det er meget sjældent at opleve severe og extreme turbulence. Skulle man opleve severe/ extreme turbulens, vil vi som piloter som udgangspunkt requeste et descent til en lavere højde, hvilket højst tænkeligt vil formilde forholdene (dette er IKKE det samme som at vi pludselig taber 200 meter – det er en helt bevidst handling).

Der er ingen af de 23 piloter vi har tilknyttet, der har oplevet severe turbulence og tilsammen har vi mere end 100.000 flyvetimer. Vi kender heller ikke til kollegaer, der har oplevet extreme turbulence. Det er vigtigt at understrege, at et møde med severe eller extreme turbulence ikke betyder at flyveren vil styrte ned eller få så store skader, at den ikke kan flyve sikkert frem til destinationen.

Der kan være stor forskel på, hvordan flyvning i turbulens opleves fra et passagersæde på ovennævnte skala alt efter hvor man sidder i flyet. Generelt er det således at turbulens opleves kraftigst helt bagerst i flyet. Lad os dog vende tilbage til de forskellige klassifikationer af turbulens og sætte lidt daglig-dags-ord på.

Light – vil sikkert føles som et let tryk mod sikkerhedsbæltet og lidt bump i sædet. Det er ikke sikkert, at ”fasten seatbelt” skiltet vil være på.

Moderate – det begynder at være svært at holde kaffen i koppen, og det vil ikke være særlig nemt at spise et måltid mad. Sikkerhedsbæltet vil være på, og service i kabinen vil ophøre.

Severe – her kan man have følelsen af at blive kastet voldsomt rundt i sædet og måske vil man fra tid til anden føle, at man falder et par meter ned for derefter voldsomt at stige igen.

Extreme – vil med sikkerhed være voldsomt ubehageligt, og specielt for passagerer uden spændt sikkerhedsbælte kan rystelserne være så voldsomme, at det medfører alvorlige skader.

Ved et møde med kraftig turbulens og opefter, kan det medføre, at løse genstande i kabinen vil blive kastet rundt, samt at maskerne vil blive udløst (som følge af de store vibrationer). Der vil med al sandsynlighed herske en ret bekymret stemning i kabinen ved severe eller extreme turbulens, da dette kan føles meget voldsomt.

Inden piloter udfører en flyvning fra A- B, får vi grundige informationer omkring vejret. Det vil også fremgå af vores flyveplan, hvornår vi langs ruten kan forvente at møde turbulens. Generelt er sådanne forudsigelser meget konservative, og langt hovedparten af gangene er der intet at bemærke. Såfremt vi møder turbulens undervejs, vil vi udveksle erfaringer med andre fly i samme område og altid prøve, at finde det flyveniveau, hvor der er mindst forstyrrelser.

Alvorlige hændelser og eksempler

Turbulens er en af de største årsager til, at passagerer og crew pådrager sig skader. Passagerer, som pådrager sig skader ved et møde med turbulens, har ofte ignoreret anvisninger fra crew’et og ikke spændt sikkerhedsbæltet. På lange flyvninger kan man ikke forvente, at man som passager skal side fastspændt hele tiden, så det vil være ret normalt at bevæge sig rundt. Ofte er luftfartsselskabernes anbefaling, at man begrænser at bevæge sig rundt, og at man altid har sikkerhedsbæltet fastspændt, når man sidder i sædet.

Hvor meget turbulens kan et fly tåle før det brækker midt over eller mister en vinge?

Et af de mest testede fly i denne forbindelse er faktisk B777 som var involveret i den seneste hændelse. Prøv at søge efter ”B777 wing test” på Youtube.

Teamet, der designede vingen til B777, ville se, hvor meget der skulle til og udsatte en B777 vinge for en test. Der skulle 150% af den kraftigste ”force”, som en flyvinge ville kunne møde under en flyvning, til at den brækkede. Som et billede på hvor meget dette er, så krævede det, at den blev bukket hele 24 feet – næsten 8 meter!

Boeings seneste fly B787, Dreamlineren blev forsinket et par gange, og nogle af udsættelserne var rent faktisk på grund af, at man ikke ønskede at gå på kompromis med ”structural integrity”. Det er noget, man tager meget alvorligt, og for de fly, der er serviceret og operative, vil det ikke være realistisk, at de som følge af et møde udelukkende med turbulens, vil kunne pådrage sig skader af katastrofal karakter, altså at de sådan uden videre brækker over og styrter ned.

Sidstnævnte flytype (B787) skulle eftersigende have den nyeste teknologi til at minimere generne ved turbulens. Dermed vil flyet være i stand til at give passagerne en langt højere komfort, og det er nok kun et spørgsmål om tid, før der kommer nogle nye flytyper med endnu bedre systemer.

Skulle du trods piloternes forsøg på at udføre flyvningen så behageligt som muligt, alligevel møde turbulens undervejs, så er der ingen grund til at frygte, at flyveturen kommer til at ende før tid, og at I ikke kommer sikkert frem til jeres destination.

Så spænd sikkerhedsbæltet og nyd flyveturen.

Dette mini-studie om turbulens er et lille uddrag af vores “fra fly-angst til fly-glæde” pakke, som er resultatet af et samarbejde mellem professionelle piloter og  idræts-psykolog og mental-træner Freddy Gleisner. Pakken kan købes og hentes med det samme her: https://spoerg-piloten.dk/produkt/fra-flyangst-til-flyglaede-pakke/

Skulle du føle, at du har behov for mere end vores pakke, tilbyder vi også individuelt designede forløb. Til dato har vi 100% succesrate med alle individuelle kurser. Dette vil sige, at alle har oplevet en forbedring af deres forhold til at flyve. Alle har efterfølgende også haft mod på at sætte sig op i en flyver – flere har enda bevæget sig så langt, at de virkelig er gået fra fly-angst til fly-glæde.

Vores indviduelle kurser udbydes af Pro Pilots Consulting som træffes på telefon +45 5352 7700 eller via kontakt-formularen på http://www.propilots.dk

Vi håber du nød denne beretning fra dine professionelle piloter, som altid passer på dig! Tænk på det således – vi har også familier vi gerne vil hjem til. Såfremt vi var nervøse for om vi ville se dem igen, det være sig på grund af CAT eller ulykker mm – så ville vi nok ganske enkelt have fundet en anden branche.

Vi er ikke bange for vores næste flyvning og vi håber heller ikke, at du er bange for at flyve med os!

På vegne af spørg piloten!

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top