skip to Main Content

Hvor sikkert er det at flyve rundt i Europa?

Q: Jeg har flyskræk som er kommet i forbindelse med angst. I forhold til det at flyve er det specielt manglen på kontrol der påvirker mig. Efter at have læst mange af de spørgsmål og svar der allerede er givet, har jeg i længere tid haft rimelig meget ro på omkring det med at flyve. Men efter den sidste hændelse med det russiske fly er der noget der nager mig. Jeg ved selvfølgelig at i ikke kan svare på hvorfor det skete i dette tilfælde, men tror bare jeg gerne vil have noget afklaring på at det ikke er noget der bare lige sker når man bare flyver rundt i Europa f.eks.

A: Vi har fået rigtig mange spørgsmål omkring sikkerhed/ frygt for at flyve som følge af ulykken med det russiske fly der styrtede ned på Sinai halvøen.

Jeg er glad for at læse at vore indlæg har givet dig en (t)ro i forhold til flyvning. I forhold til din beskrevne angst (manglen på kontrol) tror jeg at vi har gode forudsætninger for at hjælpe dig. Vi har gennem et stykke tid kørt individuelle kurser hvor vi arbejder med at konvertere fly angst til fly glæde. Såfremt du er interesseret, vil vi gerne uddybe hvorledes et forløb kunne se ud, hvad det koster, hvor lang tid det tager etc… men en forudsætning er at du selv er motiveret.

I forhold til den generelle sikkerhed for flyvning rundt i Europa, så bliver sikkerhedsniveauet (og dermed procedurer) løbende vurderet. Det er min klare overbevisning at man i Europæiske lufthavne tager sikkerheden meget seriøst og at det på ingen måde er ”nemt” at få noget igennem sikkerhedskontrollen. Hvilke tiltag og procedurer man opererer med kan jeg af gode grunde ikke uddybe. 

Desværre må vi konstatere at vi lever i en tid hvor vi ikke kan tage vor egen sikkerhed for givet, hvad end vi foretager os (ikke kun i forhold til flyvning)– spørgsmålet er om vi tillader at truslen får os til at begrænse os i vores færden og gøren. Vi kan alle være med til at øge sikkerheden ved at være opmærksomme på unormal adfærd og såfremt vi ser noget mistænkeligt (for eksempel i en lufthavn) bør vi rapportere det.  Der er selvfølgelig en fin balance, hvor vi skal passe på ikke at (unødvendigt) mistænkeliggøre hinanden uanset race.

Et spørgsmål vi tit modtager, er hvorvidt der er forskel på ”sikkerhedsniveauet” i branchen alt efter selskab – også indenfor Europa. En del af low cost modellen syntes for eksempel at være meget korte ”turn arounds”. Er det rimeligt at antage at for eksempel kabine personalet (low cost) kan gøre flyet rent imellem to hold gæster og samtidig lave et effektivt ”security search”  af kabinen på feks. 25 minutter? I forhold til et flyselskab der regner med et ”turn around” på 60 minutter og som har ”cleaners” til at gøre kabinen rent – er det så rimeligt at antage at kabinepersonalet ved at få mere tid til deres arbejde, udfører deres arbejde (security search) mere effektivt? Er der forskel på ”trænings niveau”, ”kompetencer” hos de ansatte selskab til selskab? Vi har naturligvis ikke facit og måske er sikkerheden samt truslen i virkeligheden ens, uanset hvilket selskab i Europa man vælger.  Sikkerheds niveau, selskab til selskab – er svært at påvise og derfor vil jeg (vi) heller ikke citeres for at have påstået at low cost generelt er mindre sikkert. Gjorde jeg (vi) det ville vi nok hurtigt få os en sag på nakken (fra low cost branchen). Desværre ser vi i branchen en tendens til at man (som passager) blindt lader pris afgøre hvilket selskab man rejser med… måske skulle man overveje at lade andre faktorer afgøre sine valg, når man jetsetter rundt i Europa på billige billetter.

For lige at slå det helt fast dog – jeg ville ikke tage på arbejde såfremt jeg frygtede for mit eget liv – og jeg føler at vi generelt i branchen har et rimeligt sikkerheds niveau.

På vegne af spørg piloten og med venlig hilsen

Søren

Kommentarer

kommentarer

This Post Has One Comment
  1. Hej Søren
    Tusind tak for dit svar. Jeg vil meget gerne have et tilbud på noget fly skræk kursus, da jeg sidder med en uddannelse og forhåbentligt med et job hvor jeg i fremtiden skal arbejde i udlandet også blandt andet, så jeg er VIRKELIG motiveret til at få gjort noget ved det, men som studerende har jeg dog heller ikke alverdens ressourcer. Men i må meget gerne sende mig en e-mail med nogle informationer og tilbud.
    hilsen Kira

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top