skip to Main Content
Hvad Gør En Jagerpilot Inden Afgang? Tjekker Han/ Hun Hele Flyet, Fylder Benzin På Eller Gør Han Noget Helt Tredje Inden Flyvning?

Hvad gør en jagerpilot inden afgang? Tjekker han/ hun hele flyet, fylder benzin på eller gør han noget helt tredje inden flyvning?

Q: Hvad gør en jagerpilot inden afgang? Tjekker han/ hun hele flyet, fylder benzin på eller gør han/ hun noget helt tredje inden flyvning? Hvor ofte flyver en jagerpilot ugentligt/dagligt? Hvad er jagerpilotens opgave når han/ hun er ude at flyve?

A: Generelt kan du læse på www.spoerg-piloten.dk og finde mit tidligere svar omkring hvad en kamppilot laver i dagligdagen, men specifikt til dit spørgsmål, så vil jeg forklare lidt om hvad vi laver lige inden vi er klar til at gå i luften, og dermed altså efter at vi har planlagt og briefet den tur vi skal flyve. Man “får” flyet af vores logistik afdeling, som er dem der sørger for at flyene er luftdygtige og klar til at flyve. Når piloten kommer ud til flyet, så er det klarmeldt (af en flymekaniker som er logistisk ansvarlig for flyet) og fyldt op med brændstof. Piloten laver en walk around – ligesom de civile piloter også gør – hvor han kigger efter om der visuelt er noget galt med flyet. Man kigger også efter om de ting der sidder fastspændt eksternt på flyet sidder ordenligt og det er det rigtige der sidder der. Det kan for eksempel være om der er de rigtige bomber og missiler ombord og om de er indstillet korrekt osv. Derefter kravler man op i cocpittet og starter flyet op.

Man flyver stort set hver dag man er på arbejde. Der er en del rejseaktivitet forbundet med at være kamppilot, så man opsparer en del fritid. Det svarer til at man flyver 3-4 gange om ugen, hvor de sidste dage er kontortid eller afspadsering.

Stort set alle ture vi flyver har et formål. Det kan være en tur hvor man vedligeholder egne evner eller udvikler andres evner. Det kan også være en afvisningsmission med vores beredskab eller måske en international mission i krise eller krig. Fælles for dem alle er at F-16 er en våbenart, så alle missioner har relation til det at bruge F-16 som det den er skabt til – nemlig at være en våbenplatform. Dog kan man sige at vi flyver et moderne multirollefly, som betyder at vi skal kunne flyve stort set alle de typer af missioner der findes indenfor krigsflyvningen. Det kan være defensive missioner hvor vi skal beskytte områder eller punkter på jorden, men det kan også være offensive missioner som dem vi har fløjet krig. Inde imellem disse to yderpunkter, findes en masse forskellige discipliner, som alle sammen vedligeholder, udvikler og rutinerer piloten til det at flyve et kampfly.

Jeg håber det var svar nok, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Check six,

THO – F-16 pilot

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top