skip to Main Content

Dagligdagen som pilot

Q: Hej, Jeg er en dreng på 9 år, jeg går meget op i flyvemaskiner. Når jeg bliver gammel  nok, kunne jeg godt tænke mig at blive pilot.

  1. Hvordan er det at flyve så langt oppe i himlen, og være så langt væk fra sin familie hver dag?
  2. Hvor lang var din længste tur?
  3. Har du nogensinde prøvet at nødlande et fly?

Med venlig hilsen,
Den yngste fly entusiast i Danmark

A: Det at flyve højt oppe i himlen bliver ret hurtigt vores hverdag, og jeg tror, at de fleste piloter ofte glemmer at sætte pris på den fantastiske udsigt, vi har fra vores ”kontor”. Sådan er det måske specielt, hvis man flyver de samme ruter hele tiden. Sammenlign det med turen du skal køre i skole… du har prøvet den tur så tit, at du nok ikke ligger mærke til ruten, måske kun det som ikke er, som det plejer at være – sådan er det også lidt for os.

Vejret spiller en stor rolle for hvor god udsigten er, nogen gange kan vi måske se jorden fra vores flyvehøjde på 10 – 12 kilometers højde, andre gange flyver vi i skyer det meste af tiden og ser måske kun jorden i forbindelse med start og landing. Jeg nyder tit udsigten og holder specielt af at flyve over alperne og sidde og kigge ned på de sneklædte majestætiske bjerge… jeg har vedhæftet et billede, jeg tog forleden.

Den længste tur, jeg flyver, er fra England til Ægypten/ Luxor. Det er en tur på ca 6 timer hver vej. Hvor langt man flyver, afhænger generelt af fly typen. Den flyver jeg flyver hedder en Boeing 737, og den har plads til 189 passagerer og er klassificeret som short haul – det vil sige – et fly der flyver kortere ruter. Fly som f.eks. B767, B747, B777 er long haul fly typer og det er typisk dem, som du vil flyve med, hvis du skal til USA eller til fjern østen. Boeing er langt fra de eneste som producerer fly, så der er mange andre typer, end dem jeg lige har nævnt her.

Jeg har heldigvis ikke skullet nød lande et fly i den ”virkelige verden”. I simulatoren er det dog noget, der bliver testet mange gange, så man er sikker på, at hvis det skulle ske en dag, så har man helt styr på det. Hvert år skal man som pilot bestå en prøve, hvor man viser, at man kan forskellige procedurer til fingerspidserne – den prøve foregår som regel i en simulator. Man går altid op som et crew… dvs hvor der er en kaptajn og en styrmand, derudover er der en instruktør, som styrer forløbet i simulatoren, og eventuelt har man også en observatør fra luftfartsvæsnet. Nogle simulatorer er det man kalder ”full flight”… dvs at man har bygget simulatoren sådan, at det føles som om, man bevæger sig. Cockpittet i simulatoren er bygget uhyre realistisk – så det føles faktisk som om, at man flyver rigtigt.

Her kan du se et billede af en B737 full flight simulator udefra og indefra…

I simulatoren udsættes piloter for en lang række fejl. Det er på den måde vi hele tiden holder os skarpe, for heldigvis sker der meget sjældent noget med flyet i den ”virkelige verden”. I det selskab jeg arbejder for, kommer vi i simulator 16 timer om året fordelt over 4 dage.

Når man skal lære at flyve en ny flytype, bliver langt den meste af træningen gennemført i en simulator… måske øver man blot ”landinger” i den rigtige flyver… eller måske er simulatoren godkendt til så høje specifikationer, at man slet ikke kommer til at sidde i den rigtige flyver, før man har fået certifikat på den nye type.

Microsoft Flight Simulator giver dig en rigtig god idé om hvordan man flyver og er ret natur tro, specielt hvis du får anskaffet dig en ”yoke” og er sæt ”pedaler” som disse her.

Så kan du selv øve nødlandinger til den store guld medalje og blive rigtig dygtig til at flyve, så du ikke kun er den yngste… men hvem ved – måske også den bedst flyvende entusiast i Danmark.

 

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top