skip to Main Content
BEA – “Bush Piloten” Der Flyver Med Diamanter

BEA – “Bush piloten” der flyver med diamanter

Sidste fredag startede vi med at bringe 1 af 4 historier fortalt af Birgitte (pilotnavn “BEA”). Birgitte er professionel (og meget erfaren) pilot, tilknyttet både Spørg Piloten og Pro Pilots Consulting som ekstern konsulent, hvor hun rådgiver pilotaspiranter samt nyuddannede piloter om pilotbranchen.

I dag har mange nyuddannede glemt hvilke fantastiske muligheder, der eksisterer i branchen og overvejelserne går sjældent på andet end en Airbus, ATR eller Boeing typerating. For Birgitte er det snart mange år siden, at hun var ude på eventyr. I dag er hun tilbage i Europa, hvor hun flyver som kaptajn i et renommeret selskab. Der er dog ingen tvivl om, at minderne stadig står klart for hende OG at hun ikke fortryder, at hun tog på eventyr dengang hun selv var ny i branchen.

Vi håber, at hendes beretning kan være interessant for alle med interesse i luftfart. For pilotaspiranter samt nyuddannede piloter, kan Birgittes historier måske være en reminder om, at der findes mange muligheder efter endt uddannelse. Overvejer du branchen eller er du nyuddannet, anbefaler vi rådgivning via www.propilots.dk … men her kommer (mega seje) Birgitte’s historie 2 af 4… og du kan roligt glæde dig!!!

Screen Shot 2016-09-06 at 13.50.47

BEA – “Bush piloten” der flyver med diamanter

af Birgitte Johansen

Angola ligger i Sydvestafrika, nærmere beskrevet mellem Namibia mod Syd, og Den Demokratiske Republik Congo mod Nord og Øst. Da portugiserne kom til landet i 1483, var der 18 millioner indbyggere i Angola. Så kom den store slavehandel, og en gigantisk transport af slaver blev startet fra Angola til Brasilien. 400 år efter, da slavehandelen blev forbudt i 1878, var befolkningen reduceret til blot otte millioner.screen-shot-2016-09-15-at-22-23-03Hangaren, som netop er blevet færdig bygget. Her med to Beech 1900 C.

Landet har været præget af kommunisme og næsten 30 (tredive!) års borgerkrig. Under borgerkrigen spredte det ene af de to stridende politiske partier, landminer ud over hele landet for at holde det andet parti væk fra diamant gruberne, og dermed den store indkomst. Det er en langvarig proces at komme disse landminer til livs, og mange har ofret deres eget liv for ”rense” landet.

screen-shot-2016-09-15-at-22-24-49

Kwanza floden, som flyder langs den namibisk-angolanske grænse

screen-shot-2016-09-15-at-22-25-53Mere af Kwanza floden

Og som om det ikke var nok, så har de døjet med astronomisk høje dødsfald grundet alskens sygdomme heriblandt Myburgh syge (der er i tæt familie med Ebola), AIDS, gul feber, kolera, malaria og meget andet skidt.

UN, WFP, MSF, ICRC og stort set alle andre hjælpeorganisationer, har opereret i landet længe. Nu ser det dog ud til at de fleste trækker sig ud igen – landet er blevet velhavende grundet olie, diamanter og andre mineraler.

Velhavende – ja, en lille del af befolkningen er blevet yderst velhavende, men størstedelen lever stadig kun lige over sultegrænsen. Omkring tre millioner, ud af nu 15 mio., er stadig afhængige af nødhjælp.

screen-shot-2016-09-15-at-22-26-44

Benguela kysten – her får vi ofte weekends til at gå med at kite surfe.
Den militære landingsbane, Catumbela, er landets længste med over fire kilometer.

Under borgerkrigen var det dagligdag at høre om flyvemaskiner der var blevet skudt ned af jord-til-luft- eller stinger missiler.

Hver eneste lille jordstrip vi flyver til, ligner en flykirkegård med gamle Antonovs, Illushins, B727… you name it. Det er forbudt at fotografere i Angola; så sent som sidste uge blev en passager anholdt af militærpolitiet for at fotografere på vores apron. Derfor har jeg ikke villet skyde billeder fra de militære pladser, hvor også de gamle fly ligger.

Alt interiør er blevet pillet ud af maskinerne inden motorerne nåede at blive kolde. Et par stole gør underværker i en lerhytte, som er hvad folk stadig bor i.

Al infrastruktur, broer, jernbaner og veje, blev sprængt til uigenkendelighed og opbygningen er langsomt kommet i gang. Utroligt nok var infrastrukturen langt bedre før 1973, og der kommer til at gå lang tid før den kommer på samme højde igen.

screen-shot-2016-09-15-at-22-27-28Fantastisk landskab set fra et par tusinde fod AGL under indflyvning. Dette er min forestilling om Shangri La!

Man kan ikke undgå at blive fascineret når man flyver rundt i Angola – især ikke når man flyver fra Luanda, som er placeret ved Atlanterhavskysten. Den er en millionby, der domineres af smog, skrald, hjemløse, og gamle biler, der ikke har hørt om Kyoto-aftalen.

En halv times flyvning østpå bringer dig dybt ind i regnskoven, og du føler for alvor at du er kommet til det mørke kontinent. Befolkningen vinker dig velkommen, for du er virkelig velkommen! De bor i ydmyge lerhytter, en ti-tolv stykker samlet omkring hinanden. Alle familier har enten en knallert eller en lille Toyota, som mændene arbejder på med en smøg stikkende ud af mundvigen, mens kvinderne vasker, og ungerne leger med et tøndehjul.

Var det ikke hvad mine bedsteforældre fortalte mig var deres yndlingslegetøj som børn? Har tiden stået stille her de sidste 60 år? – So it seems. Folk på landet virker så afslappede og lykkelige, og det er en fryd at se – på trods af deres fattigdom.

screen-shot-2016-09-15-at-22-29-00Jetstream 41, med firmaets ny bemaling, og Beech 1900D før paint-job

Bylivet er helt anderledes, men på ingen måde bedre for de lokale, tør jeg sige. De bor også i lerhytter, men herinde ligger de så tæt at de ofte deler en mur med naboen. Stanken i byen er utålelig – en blanding af fæl kloak og skrald. Ingen af delene lugter bedre når temperaturerne kommer over de 30C.

Trafikken er helt vanvittig – det tager os en time at køre 15 km til lufthavnen om morgenen. I weekenden kan vi klare det på tyve minutter, da alle de lokale ligger brak efter en hård nat i øllets tegn.

Det er en by med vandvittigt mange biler, men hvor vejene slet ikke er gearede til at klare den kolossale mængde trafik. Og planerne om at bygge ring- og omfartsveje ligger stort set stille.

Det er sjovt at se, at langt de fleste biler kører rundt med klistermærker fra forskellige Europæiske lande. Bilerne er blevet solgt hertil efter de er blevet skrottet, eller fundet uegnede til at opretholde en god CO balance derhjemme.

screen-shot-2016-09-15-at-22-29-48Firmaets King Air i Waku Kungu – hvor en gruppe israelere er ved at hjælpe de lokale
til at opbygge landet igen. De underviser dem bl.a. i landbrug, vejarbejde og diætisme
.

Tæt ved vores personaleparkering holder en Toyota overklistret med reklame for et nordsjællandsk ejendomsmæglerfirma – dog med telefonnummer fra før vi fik otte cifre.

De største klienter i vores firma er diamantmineselskaberne. Tidligere kom folk fra hele verden hertil for at finde diamanter, men nu er regeringen begyndt at styre branchen med hård hånd. Det er stort set kun sydafrikanere og angolanere der har minevirksomhed nu.

Vi har også fornøjelsen af at flyve med de smukke sten nogle gange om ugen. Når vi samler dem op ude i bushen, foregår det med en snes AK47-armerede mænd i kampuniform omkring maskinen. Vi har startet den ene motor op, så vi hurtigt kan komme derfra. Så kører en PMV helt hen til trappen, og kasserne bliver loadet, sammen med “diamant-passerne”. Jeg lukker hurtigt døren i, og kaptajnen får startet den anden motor op og taxier af sted.

screen-shot-2016-09-15-at-22-30-44Waku Kungo

Langs banen står vagter med 50 meters mellemrum med skarpladte våben pegende ud ad. Hvis nogen får forvildet sig ind på området vil de blive skudt. Sådan er det – men de lokale ved godt hvornår de ikke skal komme for nært. Under normale omstændigheder vandrer de lokale fredeligt omkring, og generes ikke af os. Til gengæld generes vi af dem – og må ofte flyve et low-pass for at skræmme folk væk, inden vi kan flyve tilbage og lande.

Når vi tager af har vi samme problem. – Folk krydser banen konstant, og de tror ikke vi kommer med stor fart. Pludselig indser de at det går stærkere end de havde beregnet, og kaster sig til alle sider. Lettere frygtindgydende, men der er ikke meget vi kan stille op – de opstillede hegn hopper folk blot over, eller også klipper de et hul i pigtråden.

Udover diamant-flyvning, flyver vi en del med-evacs. Hovedsagelig med unge mineryddere, der har fået sprængt halvdelen af ansigtet væk, begge øjne er væk, hørelsen er væk, og ofte alle fingre.

De får udleveret sikkerhedsudstyr inden de starter deres arbejde, men desværre vælger mange at se bort fra det, da de højere temperaturer under et visir gør arbejdet ulideligt. Jeg kan ikke beskrive følelsen af at se disse mænd; – det er intet mindre end forfærdeligt.

screen-shot-2016-09-15-at-22-31-26Vores kvindelige kaptajn og jeg, en varm eftermiddag nær Namibias grænse

De gode ting ved Angola synes dog – i mine øjne – at overskygge de mindre gode sider, bl.a. ved den storslåede, og mange steder næsten urørte, natur. Strandene er utroligt flotte, med blødt, hvidt sand, oprørsk hav og gamle baobabtræer tæt ved.

Men der er desværre lang vej igen, før Angola kan gøre sig forhåbninger om at tiltrække turister…

NB: For at komme i betragtning til et job ved Angola Air Services, skal du have en sydafrikansk validation eller certifikat, Dangerous Goods, CRM samt SEPT kurser, og en typerating på JetStream 41, Beech 1900 og/eller Beech 200.

screen-shot-2016-09-15-at-22-32-23Denne knald-røde Alluette III har fået mine øjne op for helikopterflyvning, og jeg glæder mig til den dag min bank siger god for et H-certifikat også..

På vegne af spørg piloten og med venlig hilsen

Birgitte Johansen

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top