skip to Main Content
All’s Well That Ends Well

All’s well that ends well

Når man benytter titlen fra et stykke William Shakespeare tilbage fra 1604- 1605, så er der lagt op til en storslået historie – og med del 4 af 5 af Jacob Lykke Barnewitz fortælling fra pilot aspirant til pilot på B737, får du denne fredag en storslået historie om den afgørende tid hvor Jacob er på jobjagt i luftfartsbranchen. Har du endnu ikke læst del 1, 2, 3 af Jacobs historie, som vi har bragt over de sidste 3 uger – kan du nå det endnu (du finder dem i vores blog sektion).

I del 4 kommer Jacob ind på udfordringerne med at komme i job og han giver et godt indblik i hvordan branchen fungerer på dette punkt. At komme i job er nok den største udfordring for nye piloter. En udfordring de sjældent er klar på og hvor vi (Pro Pilots Consulting) gerne hjælper til – desværre er det nemlig således at man ofte kun har én chance (i hvert selskab) og at der er langt imellem mulighederne. Dermed kan man måske fornemme det enorme pres, der hviler på pilot aspiranten. Både fra piloten selv, men i høj grad også fra omgivelserne familie, venner, kollegaer og ikke mindst bank der gerne vil have deres penge ind igen. Det handler om at være klar når muligheden byder sig, bevare troen og holde fokus, kunne styre sin utålmodighed, tænke klart og handle skarpt, have forståelse for hvordan “det hele fungerer”, tro på sig selv, sælge sig selv – og sidst men ikke mindst at have de “rigtige” kontakter.

Læs med her…

Skærmbillede 2016-06-24 kl. 10.38.03

af Jacob Lykke Barnewitz

“All’s well that ends well”

(William Shakespeare)

Denne fortælling er dog min egen – og ikke Shakespeares.
Og ja, jeg var rigtig klog (ref. artikel 3). Overskriften på kapitel fire om pilotdrømmen, uddannelsen og rejsen mod det første job, deler dog en vis lighed med Shakespeares skuespil af samme navn. Dermed ikke sagt at min skildring og mit eventyr ender her – det er først lige begyndt!

Engang imellem bliver vi overrumplet af livet, uden at vi kan gøre noget ved det. Heldigvis kan det gå det begge veje, og denne gang .. ja, I kan jo selv læse færdigt.

Der er muligvis en anden tone over denne artikel, end i de forrige, I har læst. I har nok også regnet ud, hvordan det ender, for I har jo læst overskriften. Jeg har fået mit første job.

Artiklerne er skrevet, mens de har været aktuelle, så følelserne spiller absolut en stor rolle i måden jeg har skrevet på, det kan jeg selv se nu, hvor jeg læser med hver uge.

Der er sikkert mange, der undrer sig over, hvordan pilotrekruttering foregår, og jeg tror ikke, der er noget simpelt svar på det spørgsmål. Jeg fortæller her med glæde om, hvordan mit forløb var, for det her handler jo om mig, mig, mig, men er til Jer.

Jeg blev ringet op om aftenen på min fødselsdag, af en i mit netværk: “Send dit CV nu, så kommer du til samtale”. Jeg fór naturligvis op fra fødselsdagsmiddagen med min mor og søster, og selvom jeg havde læst mit CV igennem, noget nær 10.000 gange, så fik det lige en sidste gennemlæsning, inden jeg sendte dét og en kopi af mine licenser.

Næste formiddag blev jeg inviteret til samtale. De gode kontakter og forbindelser, som jeg nævnte i sidste artikel, at jeg var blevet lovet (såfremt at jeg kunne præstere, og havde den rette pilot-profil), var altså ikke et scam.

Forberedelsestiden var fire dage, og jeg fik besked om omgående at udfylde diverse formularer og lave en online IQ-test. IQ-testen var speciel: 12 minutter, 50 spørgsmål.
Lav så mange du kan nå – 3, 2, 1 start!
Før jeg vidste af det, var tiden gået, og mit optagelsesforløb til jobbet var for alvor startet, wow.
Jeg trak på al hjælp jeg kunne få udefra, og jeg låste mig selv inde de næste par dage, med min studiekammerat Nichlas, som havde fået samme fantastiske mulighed.

Stilhed før stormen? Glem det. Dagen før var jeg nervøs, sådan rigtig nervøs. Det handler ikke kun om at få jobbet, eller ikke at få det, men også om at svigte alle dem, der har støttet mig, hjulpet mig, og som til dels bærer en del af ”ansvaret” for at jeg var nået dertil, hvor jeg var. Det her var min chance. Igennem mit netværk, fik jeg et quick fix hos en mental-coach, René Christensen (1/3 medejer af Pro Pilots Consulting), for at smide den sidste nervøsitet fra mig, inden den store dag. Det hjalp meget. God erfaring hermed videregivet!

Da jeg blev sat af i København, for at gå ind til interviewet, var jeg alene. Det hele afhang nu af, hvad Jacob kunne præstere. Jeg var nu uden sufflør, ja, jeg følte mig mere alene end Palle. Dette step var en teknisk prøve, som bestod af 41 spørgsmål, og jeg havde her 20 minutter.
Denne prøve blev skarpt efterfulgt af et interview. To interviewere – en svensk og en dansk pilot. Heldigvis havde min tid på svensk flyveskole lært mig sproget. Svensk var intet problem. Der er ikke så meget at sige om interviewet, andet end at jeg havde en god fornemmelse, da jeg gik ud. Man får jo ikke noget feedback undervejs – og tør man håbe på at få jobbet, selvom det gik godt? Måske havde jeg igen skudt ved siden af, og forberedt mig forkert.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har kunnet vurdere, om jeg efterhånden er tom for ord, eller om der rent faktisk ikke var mere at skrive om i denne omgang – så jeg ringede til mig mor (second hotline). Kan det virkelig passe, at ansættelsesprocessen var så kort, spurgte jeg. Svaret var selvfølgelig NEJ, og I skal absolut ikke snydes for alle de tanker, jeg havde i tiden fra jeg gik ud fra jobinterviewet og til jeg – over en måned senere – fik jobbet.

De havde lovet svar indenfor tre uger. Hvor mange skulle de ansætte? Tænk hvis kun enten Nichlas eller jeg selv fik det? Jeg havde ikke nok erfaring til at få jobbet ifølge firmaets officielle krav, måske fandt de nogen der var mere erfarne? Så blev det påske, og undskyldningen “de svarer nok ikke nu, fordi det er Påske”, blev mit mantra i et par dage. Hvis nu de ikke skulle bruge mig, så kunne de vel bare sige det med det samme, ikke sandt? Hvis nu, hvis nu, hvis nu. Det værste var, at vi efter tre uger, stadig ikke havde fået svar. Jeg tjekkede min e-mail mere end 100 gange dagligt, min ringetone var skruet maksimalt op, og jeg talte i telefon med Nichlas 5-6 gange om dagen… og jeg kan normalt ikke lide at snakke i telefon. Der er nu gået halvanden måned siden jeg lavede IQ-testen.

Så kom e-mailen. Jeg turde ikke åbne den. Efter et par minutters stirren, tog jeg mig sammen.

“Dear Jacob, we would like to offer you a contract commencing in May. We would appreciate your answer by the end of the day”.

Mit svar var selvfølgelig entydigt. Mange tak, jeg er klar, send endelig kontrakten. Jeg fortalte det ikke til nogen, før jeg fik kontrakten. Jeg turde ikke. Hvad hvis noget skulle gå galt? Kunne de ombestemme sig? Øjeblikket var så uvirkeligt. Det var mit største ønske. Mit allerstørste ønske var lige gået i opfyldelse – alle de trykkende bekymringer var klar til at forlade mig. Hvordan får man sig selv til at forstå det? Jeg var tålmodig, og gav mig selv tid til det.

Tænk, at en e-mail kan ændre så meget. Tænk, at en e-mail vendte op og ned på min verden, – endda tifoldigt af end hvad afslaget fra Ryanair havde gjort. Nok var jeg uddannet pilot – men nu ER jeg pilot – styrmand for et anerkendt dansk charterselskab.

Inden jeg fortæller videre, er der faktisk noget, som jeg kunne have fortalt i artikel 3. Dette er dog første gang, at jeg ser tilbage i tiden, og fortæller om et minde, som står mig meget klart i forbindelse med valget af, at tage en B737-rating. Jeg føler det er en vigtig overvejelse for andre i min situation, og derfor vælger jeg at dele mindet.

Det handler om min hotline. Jeg håber, at det er klart for alle, at valget om at tage en B737-rating, var et stort sats, og ikke desto mindre en klar nødvendighed i min situation, for at gøre mig selv mere attraktiv for arbejdsgiverne. Når man vælger at uddanne sig på en jet, går man normalt ikke tilbage og flyver propel-fly. Det føles (måske for nogen) som en nedgradering, og lønnen er ofte dårligere på propelfly, end på jet – og man har trods alt lige investeret en ordentlig bunke guld i sin fremtid!

Søren Ellegaard Westerdahl (min kontaktperson/mentor) fra Pro Pilots Consulting sagde en ting, som jeg stadig den dag i dag husker, og jeg tror det er nok til at sætte stemningen, samt at beskrive situationen. Det var sidste telefonsamtale inden jeg skulle tage den endelige beslutning om, om jeg skulle tage ratingen eller ej. Han sagde, at:

Uanset hvad der sker, så må du aldrig fortryde valget om, at tage en B737-rating, hvis det er dit valg. Om end du ender med at gå de næste par år uden et pilotjob, må du ikke se dig tilbage og tænke, hold kæft hvor var det dumt gjort. At tage en B737-rating, udelukker så mange andre jobs, som du i realiteten er kandidat til på nuværende tidspunkt. Du udelukker dem fordi de ved, at du tager det første B737 job du kan få.

Når man som nybegynder spiller dart, så er det held, hvis man rammer bulls eye. Jeg satsede og ramte. Det er vist det, jeg prøver at sige.

Der var jo en reel chance for, at jeg ville spilde 150.000 Kr. Jobbet var langt fra garanteret selv med en 737 rating i lommen. Søren kendte naturligvis konsekvenserne ved valget, idet han rådgiver og vejleder flere nyuddannede piloter, og samtidig har han selv stået i samme situation som mig.

Man snakker tit om, hvorfor folk uden job går psykisk ned, eller hvorfor de føler sig stressede, for de laver jo ikke noget? Hvis man ikke har noget positivt og rart at tilføje sit liv – så mister man sin identitet, og i det lange løb mister man sig selv. Jeg nåede ikke dertil, og jeg var heller ikke tæt på, men de søvnløse nætter kan ikke tælles på to hænder. Men nok om alt det. Kapitel fire er et vinderkapitel. Jeg sejrede – og hold kæft hvor er jeg god. Jeg fik jobbet.

Skærmbillede 2016-06-13 kl. 12.41.35

Kommentarer

kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top